Virksomhedens konkurrencekraft skal hentes internt
Nu gik det lige så godt, men hvad nu? Det tyder på, at den positive vækst der igennem en lang årrække har begunstiget industrien, er ved at ændre sig i takt med at en lang række ubekendte globale begivenheder rammer os. Begivenheder som industrien ikke direkte kan påvirke.
Derudover opleves og høres det over en bred kam, at der mangler arbejdskraft til den private og offentlige sektor. Alt sammen peger i retning af at væksten og dermed velfærden i de kommende år bliver udsat for et stort pres. Den fremtidige konkurrencekraften skal derfor i den næste tid findes internt i virksomhederne. De kan og må ikke forvente, at den kommer udefra.
Den Danske fremstillingsindustri er i modsætning til andre industrinationer præget af et stort antal små og mindre virksomheder (SMV’ere). De er kendetegnet ved en flad organisationsstruktur med hurtig beslutningskraft, men med begrænsede resurser og innovationskraft. Alligevel har SMV industrien fået godt fat i markedet for prototyper, enkelstyks produktion og produktion af småserier. Det er noget, som SMV industrien er kendt for og er samtidig er mange af dem gode til at eksportere.
Gennem de seneste år har vi set, at virksomhederne i industrien har flydt med strømmen. Det vil sige, at når det går godt på de globale markeder, så går det også godt for virksomhederne. Men på trods af dette har vi haft en fornemmelse af, at arbejdet med produktiviteten går i stå, når det går godt. DI udarbejdede for nylig en analyse, der viser sammenhængen mellem udviklingen i produktiviteten og omsætningen. Den viser generelt set, at industrien ikke er god til både at skabe vækst og øge produktiviteten samtidigt.
Der er mange udfordringer og muligheder
En af udfordringerne for mange SMV’ere er, at de ikke er gode til at arbejde med afsætning og produktivitet samtidigt. Her rammer den flade organisatoriske strukturer innovationsevnen.
Virksomhederne er gennem tiden og med det høje generelle omkostningsniveau blevet mere og mere fokuserede på drift og har ikke så meget fokus på udvikling og fornyelse. F.eks. vælger mange at købe nye maskiner, til erstatning for de gamle. De burde i stedet se på mulighederne for at få mere ud af den eksisterende maskinpark ved at få den interne og eksterne logistik og supply-chain til at fungere bedre samt stabilisere processerne. Her giver digitaliseringen nye uanede muligheder, vi endnu ikke har taget hul på. Måden virksomhederne agerer på skyldes ofte, at der ikke løbende er blevet sat spørgsmål ved, om den nuværende strategiske retning er den bedste for virksomheden og om de har de rette medarbejdere, kompetencer, systemer, processer samt produkter til at realisere målsætningerne.
Digitalisering – Omsæt virksomhedens data til værdi
Digitalisering er et af de mest omtalte områder, da det griber ind alle steder i virksomhederne, virksomhederne imellem og omverdenen. Den er kendt for at skabe transparens, men det er vigtigt at forstå, at der er tale om en lang række af værktøjer, på lige fod med andre værktøjer. Og det er ikke et mål i sig selv. Det er derfor vigtigt ikke at blive forblændet af digitaliseringens muligheder uden også at kende til begrænsningerne. AI (Kunstig intelligens) er i dag meget ’hot’, men om 2-3 år er det mainstream. Tendenserne bliver at vi ikke selv udvikler algoritmer, men beriger eksisterende med egne data og ser nye muligheder eller problemstillinger i egen data. Det væsentlige er at forstå sin datastrategi, og forstå hvad man har brug for til at løse et givent problem eller skabe nye muligheder.
Anvendt korrekt på en produktionsproces, der kører ustabilt med mange stop og hvor årsagen ikke kendes, kan man med opsamling af data og realtidsanalyse af data med kunstig intelligens og machine learning hurtigt få indblik og viden, som ville tage meget lang tid og mange timers arbejde at finde ud af på traditionel vis.
Brug f.eks. indkøbsstatistikken til at bygge en digitalmodel, der anvender interne og eksterne datakilder, der kan hjælpe med at forudsige om prisen vil stige eller falde på en vare. Den vil så kunne assistere medarbejderne i at kunne træffe bedre beslutninger og i sidste ende skabe mere værdi. Eller anvend og skab en digital model af den bedst tænkelige kunde og anvend den til at lede efter lignende kunder.
Uanset hvordan man tænker at gå i gang er det vigtigt, at forstå at det handler om at begynde småt f.eks. med en maskine eller proces af gangen. Få det til at virke og gå videre. Almindelig økonomisk Return-On-Investment tænkning er ikke muligt at anvende, idet det er en eksplorativ proces og det endelige resultat kendes på forhånd.
Hvad så nu?
Det vigtigste man som virksomhedsejer eller leder kan gøre, er at forstå de muligheder, der følger med konjunkturudsvingene og udnytte dem til egen fordel. Samtidig er det ligeså vigtigt at se, hvor begrænsningerne er for hvad man kan påtage sig. Men det, der tidligere var normalt at gøre, flytter sig i dag med stor hast, hvor de digitale værktøjer giver nye muligheder for at se løse eksisterende problemstillinger eller skabe nye forretningsmuligheder. AM produktionsteknologien har potentiale til at transformere fremstillingsindustrien og derfor er det nødvendigt at tage teknologien seriøst og begynde at forstå, hvor den kan anvendes og lære at designe produkter og komponenter målrettet mod AM fremstilling.