Hvor blev de selvkørende biler af?

Der blev talt meget om selvkørende biler i 2017. De var på vej for at mindske trængslen, støjen og ikke mindst gavne vores miljø- og klima. Ingen behøver at eje sit køretøj og ­vores varer dukker op i butikkerne uden chauffører bag rattet. To år efter spejder vi langt efter dem. Lovgivningen er på plads, men den er også den største stopklods lige nu.

Teknologien er der til at vi kan komme op på niveau 4 (selvkørende på den almindelige infrastruktur), men der sker ganske enkelt ikke noget.

Årsagen skal findes i sikkerhedsassessorordningen, der er lovens sikkerhedsventil, som sikrer, at ikke hvad som helst kommer ud blandt os i trafikken. Det er klart, at man ikke bare skal kaste sig ud i forsøg på åben vej uden at have gjort sit forarbejde, men som systemet er nu har det effektivt blokeret for alle tiltag.

Alle ansøgninger skal vurderes af en uafhængig sikkerhedsassessor, det kunne fx være rådgivende ingeniører, der skal tage stilling til projektets sikkerhed og derefter indsende det til endelig godkendelse hos myndighederne.

Der er ingen tjeklister og specifikke krav i lovgivningen. I stedet er det overladt helt og holdent til den virksomhed, der skal foretage vurderingen. Kombiner det med en eklatant mangel på tidsmæssig afgrænsning og processen kan strække sig ind i evigheden med store omkostninger til følge.

Danmark hænger i bremsen

De nuværende regler har stort set sat en stopper for forskning og udvikling. Undtagelsen er Autonomous Mobility, der har indsendt to ansøgninger om testprojekter men stadig venter hundredvis af dage efter.

Reglerne er så brede og åbne, at det er op til de virksomheder, der foretager sikkerhedsvurderingerne at beslutte, hvornår de er klar til at gå i gang. Det koster penge – både i manglende indtægter og til at betale de virksomheder for deres arbejde.

Sverige og Norge har valgt en helt anden tilgang, der sikrer dem som foregangslande for fremtidens teknologi. Her foregår vurderingerne i samarbejde med myndighederne, hvilket kan mærkes på sagsbehandlingstiderne, der er helt nede på få måneder. Derudover er omkostningerne meget lavere udenfor landets grænser.

Der er vi ikke endnu men kunne passende tage ved lære af. Sikkerhedsassessorordningen skulle have været revideret inden den 01. juni i år, men der var åbenbart ingen interesse for det. Det er problematisk og ærgerligt for både borgere og erhvervslivet og kan mærkes negativt på vores grønne konto.

Nu hvor ordningen alligevel skal reguleres, så skal vi holde de andres skandinaviske eksempler for øje og drage nytte af de åbenlyse muligheder. Det vil være en solid investering i en grønnere fremtid med mindre trængsel.

Hvad går vi glip af?

Selvkørende teknologi er ganske simpelt grøn teknologi, der har et stærkt fokus på nul-emissionsteknologi. Elektrisk drevne køretøjer kommer til deres ret her, da rækkevidden ikke er en af de store udfordringer, da selvkørende løsninger egner sig godt til Last Mile af både personer og gods.

De indgår helt naturligt i fremtidens mobilitetsløsninger som fx Mobility as a Service (MaaS), hvor de supplerer den kollektive trafik, cykler og delebiler.

De er alle mekanisk simple og køre ved relativt lave hastigheder. Der vil derfor være længe mellem opladningerne og de vil derfor kunne bruges det meste af døgnet.

Selvkørende teknologi kan også være med til at løse vores stigende trængselsproblemer, så længe vi ikke alle sætter os ind i hver vores bil og kører derudaf.

De skal transportere os fra vores tog det sidste stykke til vores arbejdsplads, eller rundt i centrum af byerne, så vi ikke har behov for at parkere derinde. Det giver plads, mindre støj og rene luft omkring os.

Vi kan stadig nå at være med i kampen, men det kræver politisk vilje og handling nu og her. Den kommende regering skal samle resterne op og give erhvervslivet mulighed for at komme videre med projekterne. Sker det ikke er vi hensat til at afvente, hvad de andre lande gør og det koster ikke kun på den grønne konto men direkte på den nationale pengepung.