I fremtiden skal både gadebelysning, trafiksignaler, biler og busser kommunikere med hinanden. Foto: gate21

Grøn omstilling i trafikken sparer CO2

Intelligent trafikstyring er vejen frem til både en mere smidig trafikafvikling og en mere grøn trafikafvikling. Det eksperimenterer Gate 21 netop nu med i Albertslund.

Grøn omstilling har mange ansigter og kommer på en række områder også til at spille en rolle i den trafikale infrastruktur. Eksempelvis i form af bedre trafikinformation og trafikledelse. Det vil afhjælpe trængsel på vejnettet, lige som øget fremkommelighed vil være med til at minimere CO2 emission fra køretøjer, som holder i tomgang ved kødannelse. Bedre fremkommelighed for busser og cykler vil desuden være med til at gøre disse transportformer mere attraktive som alternativer til bilkørsel. Det arbejder man med hos Gate 21, der er et grønt partnerskab mellem regioner, kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner i Greater Copenhagen regionen.

I samarbejde med udvalgte leverandører satser vi på at etablere Danmarks første living lab for intelligente lyskryds omkring årsskiftet«, fortæller seniorprojektleder Teddy Sibbern Axelsen fra Gate 21, som driver DOLL Living Lab.

Det er et område på et par kvadratkilometer i Albertslund Kommune med 12 km. vej, og her tester man en række løsninger. Blandt andre intelligent gadebelysning, som var en af det levende laboratories første aktiviteter, da det blev etableret i 2014. Siden er andre såsom intelligente affaldsbeholdere, sensorer for luftkvalitet og støj, selvkørende busser samt altså senest intelligent trafikstyring kommet til.

 

De førende i gadebelysning

»Det er et område, vi nu kigger nærmere på i samarbejde med COWI samt Region Hovedstaden og kommunerne i Hovedstadsregionen, men også i samarbejde med andre kommuner landet over, der har interesse og behov på området«, siger Teddy Sibbern Axelsen videre. DOLL Living Lab fungerer altså som en slags sweetspot og mødested for beslutningstagere samt de leverandører, der ønsker at byde ind med en given teknologi, og fællesnævneren er de muligheder, der ligger i at gøre vores byer mere smarte og bæredygtige. Et arbejde, der har vundet international anerkendelse.

»Når det gælder test og demonstration af intelligent gadebelysning er vi Europas førende på feltet, og vi får jævnligt besøg af delegationer, der kommer så langt væk fra som Asien og Australien. Vi er unikke, fordi vi samarbejder med en række partnere, der både tæller store teknologiaktører og små opstartsvirksomheder med henblik på at bygge bro mellem konkrete behov i kommunerne og løsninger der arbejdes med hos virksomhederne«, siger Teddy Sibbern Axelsen. Han føjer til, at man venter sig meget af de løsninger, der snart skydes i gang i de i alt 6 intelligente lyskryds, der skal opstilles på området i Albertslund.

 

Intelligent styring i realtid

Intelligente lyskryds kendes sådan set allerede. Det nye er, at fremtidens lyskryds skal arbejde mere fleksibelt i tid og funktion. De skal være i stand til at registrere den aktuelle trafikbelastning og være i stand til at kommunikere med biler, såvel almindelige som autonome, busser og lastbiler, lige som der skal arbejdes på, hvorledes der kan kommunikeres med cyklister, fodgængere og muligvis anden infrastruktur som intelligente gadelamper. Her kommer 5G og sensorer som vi kender dem fra Internet of Things til at arbejde sammen i et forbundet kommunikationsnet. Det lyder som fremtidsmusik, men fremtiden er slet ikke så langt væk.

»Vi er allerede i dialog med f.eks. trafikselskabet Movia, Vejdirektoratet og Sekretariatet for Supercykelstier, og en af vores kongstanker er blandt andet, at det bliver muligt at skabe løsninger til intelligent trafikstyring, der arbejder endnu mere fleksibelt på tværs af kommunegrænser«, siger Teddy Sibbern Axelsen og føjer til, at potentialet for øget samordning og intelligens i og mellem trafiksignalanlæg er stort. Det vil give bedre udnyttelse af vejkapaciteten, øge fremkommeligheden og mindske CO2 udslippet.