Afgifter alene er ikke vejen mod et mindre CO2 aftryk

At bygge bæredygtigt handler blandt andet om at reducere CO2 aftrykket. Men det skal primært ske gennem innovation. En CO2 afgift kan være med til at fremme nye teknologier og nye materialer, men må ikke være et mål i sig selv.

Gulerod eller pisk? Det spørgsmål stilles vi ofte, når vi i en eller anden sammenhæng skal ændre adfærd. Det samme gælder miljøet. Hvad er det bedste middel til at sænke samfundsskabt CO2 blandt såvel virksomheder som forbrugere? Gulerod eller pisk? Hvis man spørger Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter, er svaret klart. Guleroden skal være udvikling af teknologier, der kan hjælpe os til et mindre CO2 aftryk. Afgiftspisken må kun være en eventuel mellemstation.

»Regeringens klimaplan siger, at vi frem mod 2030 skal reducere vores udslip af CO2 med 70 pct. sammenlignet med 1990. Allerede i dag har vi ifølge Klimarådet nået 38 pct., og skal vi nå helt i mål, kræver det en kæmpe indsats. Faktisk er opgaven er så stor, at det er afgørende, at indsatsen bliver samfundsøkonomisk effektiv«, siger Curt Liliegreen. Med det udsagn understreger han vigtigheden af, at en CO2 afgift skal have den samme sats i kr./ton i de forskellige sektorer i økonomien.

Afgift skal være på markedsvilkår

»Derved sikres det gennem de markedsøkonomiske prismekanismer, at indsatsen bliver så effektiv som mulig. Det bliver den ikke, hvis man har forskellige satser, hvilket vil betyde, at erhverv og forbrugere ikke får samme incitament til at nedbringe CO2 aftrykket i alle sektorer«, siger Curt Liliegreen videre. Han føjer til, at det er afgørende, at klimapolitikken ikke leder til tab af arbejdspladser. Oplever vi velfærdstab, vil den i sidste ende reducere vores muligheder for at finansiere omstillingen og fjerne befolkningens accept af denne.

»Det, jeg her har nævnt, er essensen af Danmarks Klimalov, § 1, stk. 3, nemlig at indsatsen både skal være omkostningseffektiv og bibeholde et stærkt velfærdssamfund. Som jeg ser det, kan der aldrig blive tale om et valg mellem på den ene side afgifter og på den anden side teknologi. De to ting skal følges ad. Uden afgifter, får vi ikke teknologien indført, mens afgifter alene kun vil føre til den såkaldte lækage, altså at vi flytter emissionen til udlandet«, siger Curt Liliegreen.

Teknologi skal være målet

Det kalder han for vandsengseffekten – altså at trykker man ned ét sted, kommer der blot en bule et andet sted. Derfor er hans konklusion altså, at vi som land ikke alene kan beskatte os ud af problemerne gennem CO2 afgifter. I stedet skal vi kigge på, hvilket teknologier, vi kan tage i anvendelse med henblik på både at begrænse udslippet og den nævnte lækage. Han erkender, at en CO2 afgift er en facilitator for teknologisk forandring, men det er teknologien, der skal være målet.

»Afgifter er ikke noget, politikerne blot skal trække ned over hovedet på os. Derfor handler det også om, at vi skal samarbejde på tværs af hele byggeriets værdikæde. Cirkulære byggesystemer kræver innovativ materialeproduktion, innovativt design, udførelse og forretningsplan – og det forudsætter samarbejde«, siger Curt Liliegreen videre, idet han understreger, at hvis det lykkes, vil synergieffekten være markant. Byggeriet har ikke fortjent blot at blive tromlet ned af en CO2 afgift. Udvikling og afgifter må gå hånd i hånd, siger han.