5 IT-direktører frem for en klimaambition
Grøn omstilling kommer ikke af sig selv. Grøn omstilling kræver teknologi. Teknologi, der til stadighed vinder frem og integreres i alle samfundets sektorer. Teknologi, der kommer til at byde på muligheder, vi endnu kun har set konturerne af. Nogle af disse blev i sensommeren ridset op på Sustainability Forum hos Microsoft Danmark i Lyngby.
Selv om it-branchen i sig selv langt fra er den største energi- og ressourceforbruger, spiller den en markant rolle i forbindelse med den grønne omstilling. Årsagen er enkel – it er ikke blot et redskab i sig selv, men et værktøj i bestræbelserne på at reducere CO2 aftrykket. Ikke bare i Danmark, men globalt, og i sensommeren var Microsoft Danmark i Lyngby vært ved arrangement Sustainability Forum, hvor både branchens eget miljømæssige ansvar og det bæredygtighedsmæssige samspil med andre sektorer var i fokus.
Moderator var Cecilie Beck fra TV2, og hun indledte eventet med ordene: »Det er ikke kun nationer, der kan lave klimaplaner. Det kan virksomheder også«. I den sammenhæng refererede hun direkte til Microsoft, hvis drift siden 2012 været CO2 neutral. Om blot 5 år vil alle Microsofts datacentre være drevet 100 pct. af vedvarende energi, og i 2030 vil hele koncernen være CO2 negativ. Det ultimative mål er i 2050 at have fjernet al historisk CO2 udledning, siden Bill Gates i 1975 etablerede virksomheden.
Skal arbejde på tværs af brancher
Administrerende direktør Nana Bule gjorde det i sin velkomst klart, at hele techbranchen har et stort ansvar for at reducere sit eget klimaaftryk, men hun føjede til, at det går videre end som så. Det er nemlig ikke kun egen udledning, man skal være opmærksom på. Det er hele værdikæden, som skal kigges efter i sømmene for at skabe forandringer, der virkelig batter. Ifølge Nana Bule har vi allerede mange teknologier til rådighed, der kan reducere CO2 udslippet og blot venter på at blive taget i brug.
»Derfor skal vi kigge på tværs af brancher og sikre os, at de teknologier, vi råder over, rent faktisk kommer i anvendelse. Det kræver samarbejde med kunder og partnere« sagde Nana Bule og refererede her til det CO2aftryk, der f.eks. belaster brancher som transport og tung industri. Selv om det koster på bundlinjen, at Microsoft har valgt en så intensiv miljøstrategi, er direktøren dog sikker på – og det gælder alle virksomheder – at målet helliger midlet.
Jeg er sikker på, at både for os og alle andre vil den investering, der laves i grøn omstilling, styrke konkurrenceevnen – ikke svække den, udtaler administrerende direktør i Microsoft, Nana Bule.
Grøn omstilling øger konkurrenceevnen
»Vores bæredygtighedsstrategi koster umiddelbart på bundlinjen. Men jeg er sikker på, at både for os og alle andre vil den investering, der laves i grøn omstilling, styrke konkurrenceevnen – ikke svække den«, svarede Nana Bule, da Cecilie Beck spurgte hende om ikke det koster for mange penge at tænke grønt. Samtidig understregede hun vigtigheden af, at den grønne tanke når helt ud til forbrugeren. I en verden der i stadig højere grad bliver drevet af vedvarende energi, kommer forbrugerne til at spille en stadig vigtigere rolle.
De skal involveres i det samlede energiøkosystem, og det var en tanke, som Eva Berneke, der er administrerende direktør i KMD samt formand for klimapartnerskabet inden for service, it og rådgivning evaluerede videre på i sin keynote. Hun gjorde det klart, at it på tværs af alle sektorer skal være med til at drive forbrugeradfærd, og i en tid, hvor man blandt andet arbejder på, hvorledes forbrugsdata i forsyningssektoren kan være med til at initiere besparelser på energiforbruget, er dette givet en rigtig betragtning.
Klimaindsatsen skal være målbar
»Vores deltagelse i klimapartnerskabet har givet en masse viden, men når det gælder digitalisering er vi faktisk godt med i såvel den offentlige som den private sektor, lige som vi har taget en masse adfærdsmæssige tiltag til os. Så vi gør allerede rigtig meget«, sagde Eva Berneke. Ud over at drive forbrugeradfærd skal it ifølge hendes opfattelse også arbejde på tværs af sektorer, så på det punkt er hun fuldt og helt på linje med Nana Bule fra Microsoft Danmark.
Når vi sætter klimaambition og teknologi sammen, kan vi meget i Danmark, og jeg ser desuden gode muligheder for dansk teknologieksport, sagde Eva Berneke videre på Sustainability Forum.
Hun føjede dog til, at der er brug for standardiserede nøgletal med henblik på at gøre klimaindsatsen mere målbar, end den er i dag. Det er en opfordring, der høres i andre sammenhænge også, men der er næppe tvivl om, at kombinationen af stadig mere åbne dataplatforme og kunstig intelligens nok skal bringe os derhen.
»Vi er på en fælles mission. Det betyder, at vi skal lykkes som samfund for at kunne lykkes med vores erhvervsliv«. Så klart udtrykker direktør i IT-Brancheforeningen, Natasha Friis Saxberg situationen. En situation, der kræver mod fra både medlemmer, partnere og organisationer til at tænke ud ad boksen og gøre tingene anderledes i den grønne omstillings navn – og her handler anderledes frem for alt om at tænke horisontalt i stedet for at tænke vertikalt.
»Vores medlemmer er gode til at levere en masse værdifuld teknologi, men det alene løser ikke vores udfordringer på klimaområdet. Som leverandører kan man risikere at møde et system, der er skabt til manuelle arbejdsgange, og derfor handler det om at løse de systematiske barrierer således, at vi får skabt et fundament, der er kompatibelt med det 21. århundredes udfordringer i stedet for det 20. århundredes udfordringer«, siger Natasha Friis Saxberg.
Ny vin på gamle flasker er ikke nok
Med det mener hun, at vi ikke når ret meget længere, hvis vi blot lægger et lag af ny teknologi hen over et system af gamle vaner og arbejdsmetoder, og derfor er det essentielt, at vi som samfund, erhvervsliv og it-branche formår at arbejde på tværs, både i forhold til egen sektor og i forhold til samfundet som sådan således, at innovation og værdiskabelse både trænger helt ud i alle hjørner og gør det på måder, vi i dag måske slet ikke kan forestille os. Teknologi bliver for alvor den katalysator, der skal sikre Danmarks grønne fremtid.
»Fordi vi i langt højere grad skal tænke horisontalt, er det også vigtigt at forstå, at de traditionelle industrier ser meget anderledes ud i dag end tidligere. Vi har virksomheder i verdensklasse, vi måske ikke typisk tænker på som it-virksomheder, men som tænker digitalt som en stor del af deres forretning. Jeg behøver blot nævne Danfoss, Grundfos og Mærsk som eksempler«, siger Natasha Friis Saxberg videre og føjer til, at den danske tradition med flad samfunds- og organisationsstruktur betyder vi kan skabe resultater som nation.
Fokus skal være på problemløsning
»Det er vigtigt, hvis vi skal opnå en global førerposition inden for klimaområdet«, understreger Natasha Friis Saxberg og fremhæver i den sammenhæng den gode nyhed om, at Danmark både er et af verdens mest digitaliserede samfund og har en befolkningsprofil, med stor forståelse for de digitale værktøjer, der er blevet en del af vores hverdag. En udvikling, der er blevet kraftigt forstærket inden for det seneste halve år, mens coronakrisen har defineret helt nye rammer for vores samfund.
»Coronakrisen understreger, at vi fremadrettet skal være mere fokuseret på problemløsning, hvor vi kan tage teknologien til hjælp. Lige nu kæmper vi med en global pandemi, men også når det gælder klimaet og grøn omstilling er det vigtigt, at vi er fokuseret på en tværsektoral problemløsning, hvis vi ønsker at opretholde vores vækstsamfund og gøre noget for klimaet i tide«, siger Natasha Friis Saxberg, og føjer til, at hjemmearbejde både er effektivt og samtidig mindsker klimaaftrykket.
»77 pct. af verdens Business-to-Business transaktioner involverer i en eller anden form en SAP-løsning. Derfor siger det sig selv, at vi som leverandør har et kæmpe ansvar for at tænke i grøn omstilling og bæredygtighed«. Det siger Jørn Jacobsen, der er administrerende direktør i SAP Danmark, men i samme åndedræt føjer han til, at det naturligvis også er en position i markedet, der giver store muligheder for at positionere sig med ny og innovativ teknologi.
»Jeg kan nævne vores Climate 21 initiativ samt en løsning, som blandt andet gør det muligt for virksomheder at måle og analysere det CO2 aftryk, der er direkte knyttet til de produkter, de tilbyder markedet«, siger Jørn Jacobsen videre.
Løsningen hedder SAP Product Carbon Footprint Analytics og falder godt i tråd med SAP’s rolle som et af de stiftende medlemmer i Value Balancing Alliance, der arbejder på at udvikle en fælles, global standard til at måle bæredygtighed samt dokumentere den samlede, samfundsmæssige påvirkning.
CO2 aftrykket skal være målbart
»Der er for så vidt ikke noget nyt i, at SAP har fokus på bæredygtighed. Det har vi haft i mere end 10 år, men det er klart, at både i takt med, at teknologi bliver stadig mere integreret i samfundet og i takt med den øgede bevidsthed om klodens klimamæssige udfordringer, bliver fokus på vores indsats blot styrket«, siger Jørn Jacobsen og føjer til, at i den sammenhæng kommer Climate 21 til at blive den paraply, der omfatter alle de indsatsområder indenfor bæredygtighed, som SAP opererer inden for.
»Vi er aktive inden for mere end 25 forskellige industrier, og derfor er det vigtigt, at vi løbende lærer af de brancher, vi er i, så vi hele tiden kan blive bedre. Tænk på at vi både arbejder med alt fra finansielle løsninger, HR, kunde, produktion, supply chain, til indkøb og transport Supply Chain Management, transport, fragt og produktion«, siger Jørn Jacobsen og nævner en af de kongstanker, han anser som en af de mest essentielle, hvis vi for alvor skal gøre noget ved klimaet – nemlig at CO2aftrykket bliver målbart helt ned på forbrugerniveau.
Det skal være muligt at vælge
»I øjeblikket er det et meget luftigt begreb, det som forbruger kan være svært at forholde sig til. Derfor er det vigtigt, at der udvikles en standard, så vi både kan prissætte en given CO2 udledning og ikke mindst helt konkret informere forbrugeren om i hvor høj grad et produkt belaster miljøet«, siger Jørn Jacobsen og føjer til, at det i princippet skal gælde alle produkter lige fra den nye bil, der står i vinduet hos forhandleren, til kyllingen, der ligger i frysedisken i supermarkedet.
»Information om et produkts CO2 aftryk skal være tilgængelig på samme måde som den varedeklaration, vi kender i dag, og der er ikke nogen tvivl om, at det bliver en konkurrenceparameter for producentleddet. Det giver forbrugeren en oplyst mulighed for at træffe et valg«, siger Jørn Jacobsen. I den sammenhæng understreger han vigtigheden af at it-branchens leverandører arbejder sammen inden for et framework, der er åbent og transparent – noget SAP også har været opmærksom på den seneste halve snes 10 år.
Danmark rummer virksomheder og institutioner, der er helt i front på den klimateknologiske scene. Derfor er det kun naturligt for en af de store aktører på den globale it-scene – IBM Danmark – at samarbejde med lokale partnere, der kan byde ind med den nødvendige kompetence. Eksempelvis er Danmarks Tekniske Universitet, DTU, og Københavns Universitet, hvor IBM selv har et innovationscenter, naturlige samarbejdspartnere, men også ude i det private erhvervsliv har IBM Danmark indgået partnerskaber.
»Jeg kan nævne vindmølleindustrien, hvor vi samarbejder med både Vestas, Siemens og DTU. Grøn teknologi vil fremadrettet være en vigtig del af vores forretningsgrundlag«, siger Henrik Bodskov, der er administrerende direktør i IBM Danmark. Som et andet eksempel nævner han IBM Flex Platform – en teknologisk løsning, der giver store energiforbrugere adgang til at flekse deres el-forbrug i takt med el-produktionen. Det vil optimere el-systemet og reducere Danmarks samlede CO2 udledning.
Masser af dygtige kompetencer
»Et ventilationsanlæg har ikke brug for at køre konstant, så der kan hentes store besparelser, hvis driften gøres intelligent«, siger Henrik Bodskov, der som direktør for IBM Danmark mener, det er vigtigt at være i front og vise omverden, at grøn omstilling er mulig, hvis det gøres smart. Han lægger ikke skjul på, at teknologi, herunder kunstig intelligens samt Internet of Things er væsentlige faktorer, hvis vi skal lykkes med at komme i mål med de klimamæssige ambitioner, og han er glad for, at Danmark har dygtige kompetencer.
Henrik Bodskov nævner, at IBM’s Flex Platform faktisk er udviklet her i landet. Netop det, at Danmark er så digitaliseret, er nemlig med til at sætte os på det højteknologiske verdenskort. I samarbejde med Sund & Bælt har man endvidere udviklet en anden løsning med klimamæssige perspektiver. Gennem brug af ny teknologi er det nemlig muligt at optimere drift og vedligeholdelse af broer. Det reducerer omkostningerne og forlænger levetiden, hvorved Storebæltsbroen kan stå op til 50-100 år længere.
Vi er kendt over hele verden
»Det sparer energi, at vores infrastruktur kan leve længere, og den type løsninger efterspørges i hele verden. Så jo, Danmark er rigtig godt med«, siger Henrik Bodskov, der som flere af sine kolleger i branchen ser en funktionsmæssig synergieffekt i det sweetspot, hvor it, grønne teknologier og høje ambitioner mødes. Vi er langt fremme med at få teknologier til at spille intelligent sammen, mener IBM direktøren. Henrik Bodskov siger videre:
»Jeg er helt enig med vores direktør i IT-Brancheforeningen, Natasha Friis Saxberg, når hun siger, at den typiske industrivirksomhed er godt på vej til også at blive en it-virksomhed. Se bare på Danfoss, der tilbyder intelligent styring af stort set alle deres produkter«. Henrik Bodskov nævner endvidere IBM Cloud Garage i København som endnu et eksempel på et arnested, hvor innovative projekter gennemføres i lyntempo i samarbejde med både start-ups og etablerede virksomheder.