Vi skaber Aalborg sammen
Hvert år vokser Aalborg Kommune med flere end 1.000 indbyggere. Mennesker, der ønsker at bo i en mangfoldig kommune, som har alt, uden at have for meget. Mennesker, der ønsker at blive en del af et rummeligt og handlekraftigt fællesskab, som har skabt en markant udvikling de sidste årtier.
Vestre Fjordpark er Aalborgs nye rekreative paradis, der ligger med Limfjorden som smuk kulisse. Det er et sted, hvor fællesskabet trives. Hvis vi kigger inden for i Fjordhuset er naturvejledere, lystfiskere, havfiskere, fjordhaven og skoletjenesten flyttet ind sammen.
”Vi er fælles om huset, og så er vi ved at opbygge et grejfællesskab. Vi inspirerer hinanden og laver arrangementer sammen. Skoletjenesten er ved at bygge et undervisningsakvarium, som vi så også kan bruge i vores formidling. Alt vi laver, kan andre have glæde af,” siger naturvejleder Esben Buch.
For i Aalborg skaber vi udviklingen i stærke fællesskaber.
Sammenhold og samarbejde
Aalborgs udvikling har kombineret industri med viden. Udviklingen har skabt tusinder af nye arbejdspladser, rekordmange studerende, et rigt kultur- og fritidsliv samt en velfærd, der har været med til at kåre Aalborgs borgere til de lykkeligste i Europa.
”Aalborg Kommune har de tilbud, som vi har brug for som familie. Natur, kultur, uddannelsesinstitutioner fra folkeskole til universitet, arbejdsmuligheder og gode rammer for vores børn,” lyder det fra Jane Tymm-Andersen, der bor i forstaden Nibe med mand og tre børn.
Det er nok ikke forkert at sige, at Aalborg Kommunes indbyggere er stolte. Ikke bare over udviklingen, men i lige så høj grad over det sammenhold og samarbejde, som skaber den – og som altid er stærkere, når alle er med.
Vi bygger bro sammen
Aalborg Alliancen er et nyt samarbejde mellem Aalborg Kommune og erhvervslivet. Alliancen skal sikre virksomheder i kommunen kvalificeret arbejdskraft, nedbringe ledigheden og medfinansiere en tredje Limfjordsforbindelse.
”Alle vinder ved det både menneskeligt og økonomisk. Virksomhederne får nye kvalificerede medarbejdere. Ledige får både uddannelse og kommer i job. Samtidig betyder det færre udgifter for Aalborg Kommune. Vi skaber sammen det økonomiske råderum, der gør, at vi på sigt kan få den ny Limfjordsforbindelse, som både borgere og erhvervsliv efterspørger,” siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
En af de virksomheder, der har meldt sig ind i Aalborg Alliancen er Bladt Industries A/S. De mangler omkring 200 nye medarbejdere frem mod sommerferien – blandt andet 50 svejsearbejdere. Nu hjælper Jobcenter Aalborg med at opkvalificere ledige med de nødvendige kurser. Det er win win for alle parter.
“Nu sætter vi handling bag ordene. Helt konkret lægger vi i høj grad rekrutteringen i hænderne på Metal Aalborg og Jobcenter Aalborg. Vi ser i første omgang stort på, om folk har de nødvendige certifikater. Brænder de for at få jobbet, så skal vi nok i samarbejde med Tech College få givet dem certifikaterne”, siger Peter Rindebæk, COO Bladt Industries.
De unge er Aalborgs fremtid
Iværksættere er essentielle for fremtidens Aalborg. Derfor har de netop fået deres eget iværksætterhus GrowAAL.
”GrowAAL kan skabe netværk på tværs af eksisterende kontormiljøer og iværksættere, som ikke er en fast del af et fysisk fællesskab. Således supplerer huset de miljøer, som vi har i forvejen. Samtidig hæver vi barren for at sikre, at flest mulige iværksættere opnår succes,” siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
Hver femte borger i Aalborg er i dag studerende, og Aalborg vil være Danmarks bedste studieby. Med lækre ungdomsboliger langs Limfjorden, spændende studiejobs og kulturelle oplevelser skal de unge tiltrækkes.
Vi skaber sammen det økonomiske råderum, der gør, at vi på sigt kan få den ny Limfjordsforbindelse, som både borgere og erhvervsliv efterspørger
Thomas Kastrup-Larsen, borgmester
Men de skal også blive og i arbejde. Derfor er hele Nordjylland gået sammen om projektet STAY for at fastholde de unge efter endt uddannelse. På Aalborg Universitet er professor i byplanlægning og fhv. rektor, Finn Kjærsdam, stolt over fællesskabsånden i den nordjyske hovedstad.
”En af Aalborgs styrker er, at vi er rigtig gode til at samarbejde ret uformelt. Det har givet med byens størrelse og traditioner at gøre. Her i Nordjylland er vi vant til, at vi må klare os selv inden for de rammer, der nu engang er. Vi har et solidt fundament til at stå imod blæsten, når vi står sammen,” understreger Finn Kjærsdam.
Så selvom Aalborg Kommune strækker sig over mere end 1.000 km2 med Limfjorden, som skærer sig smukt gennem land og by, så er der stadig kort afstand mellem mennesker og fra ord til handling.
Det er derfor, at vi i Aalborg Kommune siger: Vi udvikler os sammen!