5G supermobilnetværket nærmer sig
2019 bliver året, hvor de første danske kommuner stifter bekendtskab med 5G-netværket. Det er fremtidens mobile supernet, der vil sikre en fortsat digital transformation af Danmark. På sigt giver 5G erhvervslivet helt nye teknologiske muligheder i produktion, logistik og transport. Men udrulning af 5G er en krævende opgave, der stiller nye krav til samarbejdet mellem landets kommuner og teleselskaberne.
En af de mest hypede digitale teknologier har i de seneste år været den femte generations mobilnetværk, der populært kaldes 5G. Men snart holder staten auktion over radiofrekvenser til 5G, og 5G-antenner vil dukke op i de første kommuner. Men hvad betyder det for borgerne og virksomhederne, og hvordan kan kommunerne bane vejen for 5G og booste digitaliseringen?
Booster datatrafikken
Dugfriske tal fra Energistyrelsen viser, at danskerne suger data i rå mængder på deres mobiltelefoner. På bare et år er datatrafikken steget ca. 30 pct. Flere undersøgelser viser da også, at der forventes en årlig vækst i dataforbruget på ca. 40 pct. frem mod 2025. For at følge med efterspørgslen skal teleselskaberne løbende udvide kapaciteten i deres mobilnetværk.
Her kommer 5G ind i billedet. I første omgang udruller teleselskaberne nemlig 5G i de områder, hvor der er mest tryk på kedlerne med mange opkoblede mobiltelefoner, maskiner og sensorer – og hvor kapaciteten er mest under pres.
Desuden hænger de langsigtede udrulningsplaner for 5G sammen med, at de ultrahurtige 5G-net med meget lav forsinkelse (latenstid) benytter høje radiofrekvenser, der har kort rækkevidde. Radiobølgerne bliver bremset af træer, bakker, og ja selv af regn. Denne form for 5G-dækning med lave forsinkelser vil kræve en antenne for måske hver 300-400 meter, hvilket næppe er realistisk på hele Danmarks areal lige med det samme.
Adgang til 5G-netværk vil give danske virksomheder en digital saltvandsindsprøjtning og sikre, at de er med i første linje i både udvikling og brugen af fremtidens teknologier
Den gode nyhed er dog, at teleselskaberne kan oprette målrettet 5G-dækning, hvor der er et konkret behov – også i landdistrikterne. Både kommunernes erhvervspolitikere og medarbejdere i industriområder, højteknologiske landbrug, logistikcentre eller transportkorridorer bør derfor også holde øje med mulighederne for 5G-teknologi i de kommende år – herunder fx i den tyske bilindustri, der i øjeblikket laver forsøg med 5G i stedet for WiFi, da forbindelserne er mere stabile.
Nye forretningseventyr
Ud over at øge datakapaciteten er gevinsten ved 5G, at det giver mulighed for at forbinde og kommunikere med milliarder af sensorer og andre enheder – også når teleselskabernes nye IoT-netværk på sigt når kapacitetsgrænsen.
Men på sigt er det mest lovende perspektiv formentlig, at 5G muliggør den ultrapræcise styring, der er nødvendig til selvkørende biler, avancerede robotter og fjernoperationer. På de eksisterende 4G-netværk er der en lille forsinkelse, der normalt ikke bemærkes. Men visse teknologier kræver, at reaktion og kommunikation foregår i realtid. Det forventes at blive en teknologisk landvinding, hvor virksomhederne vil investere milliarder i fremtidens transport, logistik og produktion.
Adgang til 5G-netværk vil derfor give danske virksomheder en digital saltvandsindsprøjtning og sikre, at de er med i første linje i både udvikling og brugen af fremtidens teknologier. Ellers er der risiko for, at de kommer bagud i forhold til konkurrenterne i San Francisco, Seoul og Shenzhen, hvor 5G-netværkene er på vej i hastigt tempo. Kommunerne skal i det lys betragte 5G-udrulning som en del af deres erhvervspolitik.
Kommuner får nøglerolle
Kommunerne får nemlig en meget vigtig rolle for 5G-udrulningen. En god og imødekommende dialog om fx byggetilladelser og jordleje kan være afgørende for at få 5G-dækning. Det kræver nye samarbejdsformer, når antallet af mobilmaster og -antenner – især de små af slagsen – vil stige betydeligt i takt med 5G-udrulningen. Findes dette nye, gode samarbejde ikke, bliver udrulningen ikke rentabel for teleselskaberne, hvorfor adgang til 5G for slutbrugeren forsinkes væsentligt.
Der findes dog allerede i dag nogle gode regionale samarbejder, bl.a. i Region Sjælland og Region Nord, hvor kommunerne er gået sammen om en fælles og imødekommende mastepolitik. Den bør andre kommuner se nøje på for også at blive klar til 5G-revolutionen.