Fundamentet for det gode liv

Vi danskere har det med at inddele vores liv i kasser og skemaer. Familieliv, arbejdsliv, fritidsliv. Og de forskellige liv har adskillige underrubrikker. Bare tænk på, hvor fyldt en arbejdskalender med vigtige møder hver eneste dag kan være. Og læg dertil Family planneren og kamp og træningsprogrammet i fodbold- og badmintonklubben. Man bliver svedt alene ved tanken om alt det, vi moderne mennesker skal nå og leve op til.

Samtidig påvirkes vi af et bombardement fra de sociale medier om, hvor godt det går for alle andre. Og vi holder os ikke tilbage. Vi skal naturligvis ligesom naboen og kollegaen, også have et smukt hjem, strålende karrierer, velfungerende børn og et fantastisk parforhold med den eneste ene. Sandheden er, at det ikke kan lade sig gøre på én gang. Vi stresser os selv med alle de parametre, vi skal score højt på for at være en succes.

Vi må hver især gøre op med os selv, hvad der egentligt er vigtigt for os? Hvad giver livet mening? I det kapitel vi lever lige nu? For livet har kapitler alt efter vores alder og familiesituation. Der er efterhånden udgivet flere bøger om, hvad folk fortryder på dødslejet. Nogle af de største fortrydelser er: Jeg ville ønske, at jeg havde tilbragt mere tid med mine børn, da de var små. Og jeg ville gerne have dyrket mine venskaber noget mere.

Når vi ved, at det har stor betydning for, om livet føles meningsfuldt, at vi er sammen med vores børn, når de er små, og at vi bruger tid på vores venner, så er det da tosset, at vi ikke begynder at leve efter det, endnu mens vi har livet foran os. Børnenes barndom genudsendes ikke. At man tidlig hver morgen afleverer et lille 1-årigt barn i vuggestue og først henter det sent om eftermiddagen, kan ikke gøres om.

Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at vi, hvis vi har muligheden for det, indretter vores tilværelse, så vi kan se os selv i øjnene. Ikke mindst den dag vi skal herfra. Det kan godt være, at det koster den ekstra bil, sommerferien til Kreta og skituren til Østrig, hvis den ene forælder skal gå ned i tid i nogle år. Men hvis man derved slipper for at gå på arbejde med ondt i maven hver eneste dag, så er det jo det hele værd.

Det kan være en god vane at indføre, at man hvert ­halve år sætter sig ned med sin partner og taler om, hvad der egentlig giver livet mening og værdi. Hvorfor beskæftiger jeg mig med familielivet? Jo fordi det for mig uvægerligt hænger sammen med arbejdslivet. Vi kan ikke dele livet ind i kasser. Det hele skal jo fungere og give mening. Samtidig. Du kan være verdens dygtigste skytte, have det bedste gevær og den fineste kikkert. Men hvis dit fundament er ustabilt, så rammer du ikke målet.

Spørgsmålet er; lever du mon, som du gerne vil eller spiller du en rolle, for at leve op til andres forventninger? Gør det ondt i maven, når du afleverer lille Mikkel i vuggestuen? Kan du aldrig tage med Asta til fodbold, fordi du sidder i et vigtigt møde? Har du aldrig tid til at se vennerne eller veninderne? Så er der måske noget, der skal justeres i arbejds- og familielivet. Tiden kommer aldrig tilbage. Den pose tid man får udleveret om morgenen, er brugt om aftenen. Så hvis der er noget, du gerne vil, så se at få det gjort.

B.S. Christiansen

Jeg er overbevist om, at jo mere ærligt og i overensstemmelse med vore værdier, vi lever, jo bedre har vi det, når vi går på arbejde. Hvis din grundlæggende platform er i orden, så kan du bedre håndtere en periode med stress eller ekstra arbejdsbyrder. Men hvis den samlede belastning – altså summen af de små livsløgne og det, der gør ondt i maven – bliver for stor, så bukker vi under, når der skal bæres ekstra. Og det skal der jo indimellem.

Jeg tror, at det er muligt for rigtig mange at justere arbejdslivet og familielivet, så det ikke føles som et uoverskueligt ræs i et hamsterhjul. Og vores klode har brug for, at vækst ikke er religionen. Faktisk gør vi naturen og miljøet en stor tjeneste ved at skære ned på det massive forbrug. En telttur med ungerne og hjemmesmurte madpakker eller en vandretur i en af vore smukke nationalparker herhjemme, er utroligt livgivende.

Derfor er opfordringen fra mig – brug vintermånederne til at kigge indad – til refleksion – og stil dig selv de gode spørgsmål: Gad jeg at have mig selv som kollega? Ville jeg have mig selv som far eller mor? Lever jeg det liv, jeg gerne vil? Hvad kunne jeg ændre på, så jeg selv og alle andre blev mere glade, så livet føles livfuldt, mens det leves.

B.S. Christiansen