Foto: Lars Bork Dylander, CEO i 2BM

Tech-nørd med hænderne godt skruet på

Stifter og CEO i SAP-huset 2BM, Lars Bork Dylander, fylder 50 år. Han har altid været drevet af sin begejstring for mulighederne i IT og ny teknologi, men han ved også, hvordan man svinger en hammer.

Det sker altid med begejstring i stemmen, når Lars Bork Dylander taler om ny teknologi. Uanset om det handler om hans første computer som dreng, nye intelligente SAP-løsninger fra 2BM til gavn for landets virksomheder eller alle de YouTube-videoer om nye teknologiske fænomener, han følger med i og lærer af.

30. maj blev den teknologi-begejstrede stifter og CEO i SAP-huset 2BM 50 år.

Fra 2B-Mobile til 2BM

Det er 21 år siden, han var med til at grundlægge 2BM, og det har alle årene været med teknologi og innovation som drivkraft, at virksomheden har udviklet sig.

Det viser sig også i historien om konsulenthusets navn.

”Vi hed oprindeligt 2B-Mobile som forkortelse af To Be Mobile. Det syntes vi var rigtig smart. Det var jo dengang, at mobilteknologi, Nokia 3210, SMS og det allerførste mobil-internet WAP var det hotteste. Det ville forandre verden. Planen var, at vi ville lave mobilløsninger til B2B-markedet. Problemet var, at det var ret dyrt at lave softwaren, så vi havde brug for flere penge,” fortæller Lars Bork Dylander.

Løsningen lå dog lige for. Lars Bork Dylander kom selv fra Ernst & Young, hvor han havde arbejdet med SAP og consulting.

”Vi besluttede at lave en lille SAP-forretning ved siden af for at finansiere udviklingen af mobilløsninger, men der gik ikke længe, før SAP-forretningen var størst, og vi ændrede navn til 2BM. Men vi har holdt fast i mobilteknologi, og den dag i dag har vi et datterselskab, 2BM Software, som fokuserer på SAP-baserede mobilløsninger til vedligehold og lager.”

Stadig det der driver mig

I dag kredser 2BMs udvikling og arbejde for kunder ifølge Lars Bork Dylander konstant om nøglebegreber som innovation, effektivitet og industri 4.0.

Ingen vælger at tage os ind, medmindre de har en vision om, at de vil noget nyt, der ligger længere fremme end der, hvor de befinder sig i dag.”

Hans fascination af nye teknologiske muligheder er den samme som dengang, han som nystartet iværksætter for to årtier siden besøgte en af mobilteknologiens globale hotspots, Yokosuka Research Park i Japan.

”Det er fantastisk at sidde her 20 år efter og være lige så begejstret over al mulig teknologisk innovation rundt omkring i verden. Det er stadig det samme, der driver mig. Det er tilfredsstillelsen ved at gribe noget nyt og i samarbejde med vores kunder bruge det til at skabe en god forretning for dem. Og i dag handler innovationskraft jo ikke kun om produktionsvirksomheder, men i lige så høj grad om administration i bred forstand, fordi de nye ERP-systemer i kraft af kunstig intelligens giver virksomheder helt nye muligheder for at udnytte data og træffe bedre beslutninger.”

Viskelædertaster og flaskehalskurser

Lars Bork Dylander har altid leget med IT, men han tog ikke den direkte vej ind i branchen.

”Min første computer var en ZX Spectrum 48. Gamle nørder som mig kan huske den for de karakteristiske ”viskelædertaster”. Skolen var måske ikke det, jeg gik allermest op i, så min far læste med mig i sommerferierne. Aftalen var, at hvis jeg læste matematik med ham en time om dagen, så fik jeg den her ZX Spectrum,” fortæller Lars Bork Dylander.

Han orkede ikke gymnasiet og uddannede sig i stedet til tømrer og derefter til produktionsingeniør. Derefter blev IT endelig hans gebet.

”Dengang lavede man såkaldte flaskehalskurser for at imødekomme den enorme efterspørgsel på IT-ressourcer. Det var lige mig, og jeg blev ret hurtigt fisket af Ernst & Young efter mit kursus. Jeg syntes, det var himmelsk at programmere og lave tilskudsstyringssystemer og andet godt. SAP var i en kæmpe udvikling på det tidspunkt, og ledelsen gav interesserede IT-medarbejdere muligheden for at arbejde med SAP. Jeg meldte mig under fanerne, og derefter gik det slag i slag.”

Nyder at gå og sætte i stand

Lars Bork Dylander bor på Frederiksberg med hustruen Susanne Bork Klussmann og deres fire børn.

En stor del af fritiden bliver brugt på ødegården i Sverige, hvor der er brug for håndværksevnerne.

”Det er virkelig en ødegård. Den ligger langt ude i naturen, og den er mit åndehul. Der går jeg og ordner og sætter i stand. Det nyder jeg meget. Alle de huse, jeg har haft, har jeg selv gået og sat i stand. Lige nu går jeg og laver badeværelse, og så skal jeg have ordnet noget 4G, så vi kan få noget ordentligt internet.”