Damvig A/S og HEXR har i samarbejde skabt et 3D printet og smart alternativ til konventionelle cykelhjelm, som kan designes og fremstilles personligt til brugeren i 100% nedbrydeligt planteolie. Foto: Damvig A/S.

AM kan skrive dansk produktionseventyr

Additive Manufacturing (AM) gemmer på muligheden for at skrive et helt nyt kapitel til den danske eventyrsamling. Ikke nok med at det på sigt kan bidrage til en grønnere og mere bæredygtig produktionssektor og dermed sikre et dansk bidrag i den globale, grønne omstilling. Ud over at gøre en forskel for vores planet kan det skrive ny dansk produktionshistorie og sætte et grønt Danmark på den internationale fremstillingsscene.

Additive Manufacturing (AM)/3D print er allerede velkendt og udbredt i store dele af verdens produktioner. AM indeholder et enormt potentiale til transformation, som stadig bevises af særligt mulighederne for digitalt at designe et emne fuldstændig frit for derefter at printe i alt fra plastic til titanium. Allerede i dag bliver huse printet i beton, biler bliver lavet af robotprintere, og produktion i det hele taget bliver styrket af AM.

Additiv fremstilling kan i sig selv gøre en forskel i verden, og det danske AM-miljø er allerede godt i gang med teknologien. Men i Danmark har vi et særligt es på hånden, som kan gøre netop vores udvikling og indsats i additiv produktion til et vigtigt fokusområde for udlandet. Vi er nemlig ét af de lande, hvor 3D printeren kan sluttes til en stikkontakt med størst andel grøn strøm fra vores mange og store vedvarende energikilder.

”Det er en gamechanger for Danmark. I få egne af USA og i vores nordiske lande har vi så meget grøn energi, at teknologien kan producere meget bæredygtigt. Hvis Apple kan investere 6 milliarder i et datacenter i Viborg på grund af vores grønne energi, stærke energinet og sikre forsyning – så kan store AM-teknologileverandører som HP, EOS eller Stratasys også investere i Danmark for at bruge vores grønne energi til additiv produktion, arbejde med vores dygtige fremstillingssektor og AM-eksperter og dermed skabe et helt nyt, dansk produktionseventyr,” siger direktør i Dansk AM Hub, Frank Rosengreen Lorenzen.

Danske Monoqool lancerede som nogle af de første i verden 3D printede briller. I dag sælges de i flere end 1000 optikerforretninger i hele verden, men med USA, Kina og Tyskland som de største markeder. Foto: Monoqool.

Mod til at møde ny efterspørgsel

Det er altså hverken teknologien eller printeren, der skal betvivles – men nærmere den danske mentalitet, der skal udfordres. I udlandet udforsker man allerede AM-potentialet i især fly- og bilindustrien, som mange danske virksomheder i dag leverer komponenter til.

”Hvis efterspørgslen fremover bliver på 3D printede dele, skal vi i Danmark stå først med udbuddet. Men det kræver, at vi tør frigøre os fra de – jeg fristes til at sige gammeldags – produktionsprocesser, som vi har bygget industrialiseringen på og i stedet udforske de muligheder og fordele, der findes i additiv produktion”, siger Frank Rosengreen Lorenzen og bakkes op af Dansk AM Hubs bestyrelsesformand:

Ikke bare har vi en unik mulighed for at styrke dansk konkurrenceevne – men med AM kan vi også skabe fremtidens produktionssystemer, som gør det muligt at holde forretning og produktion i Danmark i stedet for at se mod udlandet for løsninger
Tue Mantoni, bestyrelsesformand i Dansk AM Hub & Vækstfonden

Dansk AM Hub er netop sat i verden for at hjælpe danske virksomheder med at bruge AM-teknologien og få del i de kommercielle fordele på både det danske og internationale marked.

”Med Dansk AM Hub bygger vi bro fra det danske økosystem ud til internationale aktører med henblik på at hente viden og erfaringer hjem til Danmark, så industriens konkurrenceevne yderligere kan styrkes”, siger Thomas Hofman-Bang, adm., direktør i Industriens Fond, som har initieret og støtter Dansk AM Hub.

Dansk additiv teknologi til gavn

Visionen hos Dansk AM Hub er netop, at Danmark skal gå forrest på den globale bæredygtighedsagenda og markedsføre landet på den stærke grønne strøm og produktion. Den øgede interesse for Danmark og dansk produktion vil styrke konkurrenceevnen og skabe positive effekter for samfundet ved at skabe og bevare danske arbejdspladser og forbedre vores eksport – men også skabe sammenhængskraft til de 90 procent af alle produktionsarbejdspladser placeret uden for hovedstaden.

”Lad os gå forrest med investeringer i additiv teknologi i vores danske produktion og derved skabe et nyt, dansk produktionseventyr – med stærke rødder i bæredygtighed”, lyder opfordringen fra Frank Rosengreen Lorenzen:

”Det vil afgjort generere international interesse og rette blikke mod vores nation. Vi har kapaciteten og kompetencerne til at udskifte det label, vi længe har været vant til at læse på mange produkter, så ’Made in China’ bliver til ’Made in Denmark’ – og ikke bare fremstillet i Danmark, men bæredygtigt fremstillet i Danmark. Et dansk AM-produktionseventyr venter på os, og det er kun os selv, der bestemmer, hvornår vi skal kaste os ud i det”.