"IT- og cyberkriminalitet udgør et reelt problem, og især små og mellemstore virksomheder skal klædes bedre på til at tackle disse udfordringer" - Erhvervsminister Brian Mikkelsen

Danmark som digital frontløber

Danmark skal være digital frontløber. Så klar er regeringens vision. Verden er i fuld gang med en digital transformation, som skaber nye muligheder for vækst og udvikling i erhvervslivet og samfundet.

Med disse nye digitale teknologier kan der skabes nye job og vindes tabte job tilbage fra udlandet. Det kan styrke Danmark som produktions- og innovationsland og øge vores fælles velstand i fremtiden.

Det har vi gode forudsætninger for. Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Men vi kan ikke sidde på hænderne. Andre lande investerer i disse år massivt i digitalisering, og Danmark skal ikke stå tilbage på perronen, når digitaliseringstoget for alvor kommer op i fart.  Derfor har regeringen fulgt visionen op med en ambitiøs strategi for Danmarks digitale vækst, som resulterede i en politisk aftale i februar 2018. Med aftalen gennemføres en bred indsats på seks strategiske områder.

For det første skal der mere blus under det digitale vækstmiljø. Med en digital hub skal vilkårene for virksomhedernes udvikling af nye digitale produkter og forretningsmodeller forbedres og støtte Danmark i den internationale konkurrence.

Vi skal også give små og mellemstore virksomheder et digitalt løft. Vi skal understøtte, at de udnytter de forretningsmæssige muligheder inden for nye teknologier og anvendelse af data.

Et tredje vigtigt indsatsområde er, at den nødvendige arbejdskraft og de rigtige kompetencer er til rådighed for virksomhederne. Derfor skal der gennemføres en række tiltag, blandt andet Teknologipagten, der har som mål, at 20 procent flere skal gennemføre en faglært eller videregående uddannelse over de næste 10 år inden for teknologi, IT, naturvidenskab og matematik.

Vi skal også skabe bedre rammer for anvendelsen af data i dansk erhvervsliv, så data udnyttes som drivkraft for produktivitetsforbedringer og forretningsudvikling. Det kan føre til konkurrencemæssige fordele og store værdiskabelser i virksomhederne.

En mere agil erhvervsrettet regulering skal også gøre det digitale liv lettere for virksomhederne. Love og myndigheder skal være tilpasset den digitale virkelighed, så digital forretningsudvikling har de bedste vilkår.

Og endelig skal IT-sikkerheden styrkes. IT- og cyberkriminalitet udgør et reelt problem, og især små og mellemstore virksomheder skal klædes bedre på til at tackle disse udfordringer.