Amazon Go – the ‘grab and go’ shopping experience!
Online indkøb og shopping bliver en stadigt større del af vores daglige rutine og Amazon Go er et godt eksempel på hvordan avanceret teknologi kan give den ultimative købsoplevelse.
Når jeg træder ind i Amazon Go butikken skal jeg bruge en app, men så snart jeg er inde i varmen, kan jeg smide min smartphone ned i tasken. Jeg får nemligikke brug for den længere. Herfra går jeg bare i gang med at shoppe som normalt, men den afgørende forskel er, at når jeg er færdig, kan jeg bare gå ud!
For Amazon handler det om at gøre det simpelt for forbrugerne. Men intet er simpelt, når det kommer til teknologien bag ved denne ubemandede og kasseløse butik.
Amazon Go bruger kunstig intelligens (AI) til at overvåge, hvad du tager ned fra hylderne, og sørger for, at du betaler for det, når du går ud igen.
Hundredvis af kameraer sporer og registrerer alle bevægelser og holder øje med alt, hvad du lægger i din kurv. Kameraerne skaber en tredimensionel repræsentation af dig, der ligner lidt de monokromatiske og lidt slørede videoer lavet af en Microsoft Kinect. Amazon bruger disse billeder for at vide, at det var dig, og ikke ham ved siden af dig, der greb den flaske fra hylden. Vægtsensorer på hver hylde véd, hvornår du har fjernet noget, og hvornår du har ombestemt dig og lagt det tilbage.
Teknologien bag Amazon Go er bygget på en specifik og kompleks Machine Learning algoritme og den store udfordring har uden tvivl været at vide, hvem der tager hvad. Med mange personer i butikken og vare, der ligner hinanden, burde det ikke være så svært at snyde systemet.
Jeg satte mig for at afprøve systemet. Før jeg tog mine varer ud af butikken, havde jeg brugt næsten en halv time på at vandre rundt, pege på varerne, tage varer og stille dem tilbage igen. Måske ikke ligefrem en typisk shopping adfærd, men formålet var at forvirre AI. Jeg prøvede også at dække en vare med min hånd, stod med ryggen til køleskabet og gik baglæns for at tage mit vand. Alligevel havde den registreret alt korrekt. Utroligt! Minuset var dog at det tog hele 15 minutter før min kvittering tikkede ind på mobilen efter købet. Hvilket er for lang tid, hvis du spørger mig.
Er kunstig intelligens så lig med færre arbejdspladser?
Man kunne godt gå hen at tro, at robotter, machine learning og kunstig intelligens (AI) overtager alle jobs i butikken! Mange af de nuværende opgaver vil de også kunne overtage, men det betyder ikke, at mennesket bliver overflødigt. Den nye teknologi vil i stedet skabe moderne arbejdspladser, der er mere intelligente og meningsfulde. Kassemedarbejderen vil måske forsvinde, men der vil komme så mange andre værdiskabende opgaver, som detailpersonalet kan udføre. De ansatte vil fx i stedet få tid til at servicere kunder og give dem en bedre købsoplevelse, gentænke vareopstilling og butiksindretning, der kan skabe engagement og tiltrækning hos kunder.
Amazon oplever også at deres implementering af AI-projekterne, faktisk har gjort dem mere afhængige af deres medarbejdere. De oplever øget effektivitet, hvilket giver medarbejderne mulighed for at arbejde på forskellige opgaver. Og deres antal af ansættelser er kun vokset.
Amazon har i dag 18 Go-butikker og flere er undervejs, men de er langt fra de eneste, der har kastet sig ud i det. Svenske Lifvs vil gerne til Danmark med sine små døgnåbne container-butikker og danske Coop er også godt i gang, for blot at nævne to.
Detailbranchen står foran et skarpt valg: Tilpas dig den kommende fremtid – eller risiker ikke at overleve. Jeg kan i hvert fald som forbruger godt lide den forbedrede oplevelse og effektiviteten som en digitalisering af købsoplevelsen giver mig.