Standardiseret tilgang til data skal skabe bedre transparens i byggeriet
Manglende transparens er ofte en af de største udfordringer i et byggeprojekt. Manglende transparens betyder nemlig, at bygherren ikke kan gennemskue hverken økonomi eller færdiggørelsesgrad.
ConTech Labs første pionérprojekt finder sted i tæt samarbejde med entreprenørvirksomheden Aarsleff, og fokus er at skabe transparens, så både bygherre og projektteam løbende kan få et præcist overblik over såvel et byggeprojekts økonomi som dets færdiggørelsesgrad.
Digitalisering og teknologi skal i høj grad være med til at skabe fremtidens byggeri for så vidt angår både produktivitet og bæredygtighed. En af de helt konkrete brancheudfordringer er, at selv om bygherre og projektteam i selve udførelsesfasen gerne vil have bedre indblik i økonomi og færdiggørelsesgrad på et byggeprojekt, mangler branchen en fælles metode og struktur til at skabe denne transparens.
Manglende overblik og manglende gennemsigtighed leder ofte til øget risici, fejl og misforståelser, som betyder forsinkelser og konflikter.
Christina Haupt Toft, netværkschef i ConTech Lab
Branchen mangler en fælles tilgang
Byggebranchen har ikke en fælles tilgang til hverken hvilke data, der skal indsamles eller måles på, og i byggeprojekterne eksisterer der ikke hverken en entydig eller fælles standard for det vigtige link mellem tid og økonomi. Derfor mangler forudsætningerne ofte for at kunne skabe et samlet, fælles overblik. Det kan blandt andet skyldes, at data er spredt over mange systemer.
”Manglende overblik og manglende gennemsigtighed leder ofte til øget risici, fejl og misforståelser, som betyder forsinkelser og konflikter. Det presser indtjeningen og produktiviteten”, siger netværkschef Christina Haupt Toft fra ConTech Lab. Desuden understreger hun, at problemløsningen kræver bred opbakning og tværgående samarbejde.
Hvad skal der egentlig måles på?
Derfor er der brug for virksomheder som Aarsleff, der tør være pionér og være med til at præge udviklingen for i fællesskab også at være med til at prøve nye muligheder af. Første del af processen går ud på at definere selve projektet med projektteamet, således at der opnås fælles forståelse af formål og output.
I Aarsleff har vi fokus på digitalisering og ønsker at bidrage til en fælles forståelse af KPI’er inden for økonomi og færdiggørelsesgrad samt, hvorledes disse skal visualiseres og bruges i praksis af såvel bygherre som de udførende parter. Vi har en forhåbning om, at projektets resultater kan komme hele branchen til gode og blive den første byggesten til en datamodel 1.0.
Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Aarsleff
En af nøgleopgaverne er, hvorledes byggebranchen kan arbejde sammen om at definere en fælles referenceramme for, hvor effektiv man er i forhold til målsætningen. Det betegnes som Key Performance Indicator (KPI), men udfordringen er, at den kan defineres på mange forskellige niveauer. Derfor tager det første pionérprojekt afsæt i at skabe et fælles billede af, hvad der er vigtigst at måle på i forhold til projektøkonomi og færdiggørelsesgrad.
Til gavn for hele byggebranchen
Projektet Datamodel for byggeriet 1.0 supporteres af eksperter i projektøkonomi fra DTU. Således udtaler Christian Thuesen, der er lektor hos DTU og leder af deres Project Lab, at i takt med den stigende kompleksitet af byggeriet, udfordres branchens evne til at planlægge og styre økonomi, tid og kvalitet.
”Med ingeniørers kernefaglighed indenfor teknologi og matematik er de nøglepersoner til at adresserer denne udfordring, og derfor er vi i gang med at styrke vores eksisterende forsknings- og undervisningsaktiviteter indenfor projektplanlægning og styring. I den kontekst er pionerprojektet et vigtigt skridt i udviklingen af fremtidige ingeniørkompetencer og værktøjer til gavn for byggeriet”, siger Christian Thuesen videre.