Fem af byggebranchens skarpeste hoveder her med et bud på fremtidens byggebranche. Fra venstre: Zachi Flatto, adm. direktør i ConTech, Tel Aviv, Helena Lidelow, Chief Technology Officer i Volumetric Building Companies, Philadelphia, Ole Berard, digitaliseringschef i Molio og ConTech Lab, Niels Falk, adm. direktør i HD Lab & Michael Ambjorn, CEO i PropTech Denmark.

Fem bud på, hvad der kommer til at præge fremtidens byggebranche

Digitalisering af byggebranchen er i fuld gang, og hele branchen gennemgår en omstilling, der kommer til at ændre den for altid. Robotter vil overtage håndværk, kunstig intelligens vil automatisere processer, og digitale værktøjer vil gøre det langt nemmere at opføre det bæredygtige byggeri, der er så nødvendigt, hvis vi skal indfri vores klimaambitioner som samfund.

Men hvilken vej blæser de teknologiske vinde? Det kommer fem af byggebranchens skarpeste hoveder med et bud på her.

Zachi Flatto, adm. direktør i ConTech, Tel Aviv

Zachi Flatto, adm. direktør i ConTech, Tel Aviv”En af de helt store udfordringer i Israel, hvor jeg driver mit firma, er, at prognoser forudser, at landets befolkning frem mod 2050 vil blive fordoblet fra cirka 9 til cirka 18 mio. indbyggere. Det betyder et massivt pres på behovet for boliger, og med de nuværende materialer samt teknologier, vi anvender i dag, er det ganske enkelt ikke muligt at opfylde dette. Derfor skal hastigheden inden for research samt udvikling – også inden for bæredygtigt byggeri – speedes markant op, og det gælder faktisk ikke kun Israel. FN vurderer, at 70 pct. af verdens befolkning i 2050 vil bo i byer, så mange andre lande kommer til at møde lignende udfordringer. Der er nødt til at ske noget dramatisk, men problemet er, at det kræver et paradigmeskift i byggebranchens mindset”.

Helena Lidelow, Chief Technology Officer i Volumetric Building Companies, Philadelphia

Helena Lidelow, Chief Technology Officer i Volumetric Building Companies, Philadelphia”De mennesker, der har opbygget vores samfund, er på vej på pension, og der findes ikke længere tilstrækkeligt med kompetente personer, som kan løse den boligkrise, der påvirker mange lande i vesten. Industrielt byggeri er blevet den logiske løsning, og arbejdet flyttes ind på fabrikker, foregår i et beskyttet miljø og kan nedbrydes i arbejdstrin, der enten kan automatiseres eller læres af andre end uddannede tømrere. Desuden er der en stærk, digital opbakning til produktion, som er arvet fra fremstillingsindustrien. Efter en periode med lukkede samfund vågner vi nu op til en realitet med investeringer i husfabrikker med effektive strømme i både Europa, Asien og USA”.

Ole Berard, digitaliseringschef i Molio og ConTech Lab

Ole Berard, digitaliseringschef i Molio og ConTech Lab”Teknologi kan hjælpe os med at opnå et mere bæredygtigt byggeri, enten ved at indsamle data til analyse og optimering, ved at anvende kunstig intelligens til at tænke i nye innovative løsninger eller ved at anvende nye, mere effektive materialer og produktionsmetoder. Dagligt dukker der nye lovende teknologier op til byggebranchen, om det er i Silicon Valley, Tel Aviv, Singapore eller herhjemme i Danmark. Men det er udfordrende at skabe teknologi til byggebranchen, på grund af begrænsede investeringer, forskellige behov og fragmenterede markeder med forskellige krav og regler. Desuden kræver det en dyb faglig indsigt i branchen at skabe effektiv teknologi. Derfor skal vi som branche engagere os mere i udviklingen af teknologi – dels gennem investeringer og dels ved selv at udvikle. Da effektive teknologier skal virke på tværs af byggebranchen, skal vi tage ansvar i fællesskab for at udvikle dem”.

Niels Falk, adm. direktør i HD Lab

Niels Falk, adm. direktør i HD Lab”Jeg ser især tre tendenser i løbet af 2023, og de befinder sig alle i krydsfeltet mellem bæredygtigt byggeri og digitalisering. Den første er en klar vækst i det, man kalder for Computational Design. Det vil betyde, at vi i langt højere grad kan sætte computeren til at designe et byggeprojekt mere optimalt, og med de rigtige algoritmer vil det klart kunne understøtte konstruktionen af langt mere bæredygtigt byggeri. Den anden tendens ligger helt i tråd med Computational Design. Det er nemlig anvendelsen af Artificial Intelligence, altså kunstig intelligens, som ligeledes vil finde vej ind i en lang række øvrige applikationer og være med til at byde på såvel automatisering som kvalitetssikring i byggeriet. Den tredje tendens er Realtime Monitoring, som vil kunne spare rigtig mange ressourcer i byggebranchen. Typisk evaluerer man først et byggeprojekt, når det er færdigt, men ved at monitorere det undervejs, kan man nå at gribe ind og justere”.

Michael Ambjorn, CEO i PropTech Denmark

Michael Ambjorn, CEO i PropTech Denmark”Det er snart 100 år siden, at den britiske økonom John Maynard Keynes kiggede i krystalkuglen og så en 15-timers arbejdsuge forude for de fleste. Den har vi vist stadig til gode. Derudover er der mangel på kvalificeret arbejdskraft og skærpede krav til CO2-aftrykket oveni. Så hvor er den teknologi, vi forventede skulle komme os til undsætning? Teknologien, som kan gøre arbejdet hurtigere – mere bæredygtigt, og bedre for både dem der bygger – og dem der bruger bygningnerne? Hvis man kigger i ConTech kategorien i Nordic PropTech Awards (NPA), kan man finde lidt inspiration. Fra RECOMA, der giver nyt liv til affald og forvandler det til holdbare byggeplader, der kan erstatte traditionelle plader uden tilpasning – det er et skridt mod det cirkulære. Desuden er COBOD godt i gang med at 3D-printe bygninger på flere kontinenter og sparer i den sammenhæng både tid, materialer og rygskader. I 2023 er der hele seks andre NPA-kategorier, man også kan kigge ned i med konkrete løsninger, der kan løfte fremtiden mere bredt og mere bæredygtigt”.