Åbne standarder er fremtiden for byggebranchen
openBIM er for alvor på vej ind i den danske byggebranche. Teknologien muliggør nemlig en tilgængelig digital tvilling, som udgør kernen i en langsigtet datastrategi i byggeriet. Dette giver øget bæredygtighed på projekter samt mere effektiv styring af det byggede miljø.
Den 1. januar 2020 stiftede Molio building-SMART Danmark som et datterselskab og som et dansk chapter af buildingSMART International. Formålet er at fremme den fortsatte udvikling af dansk byggeri, og buildingSMART Danmark spiller især en afgørende rolle i udviklingen af det brede samarbejde over landegrænser samt på tværs af værdikæden i byggeriet.
buildingSMART er et internationalt samarbejde om udvikling og implementering af åbne BIM-standarder (Building Information Modelling). Gennem udvikling og anvendelse af åbne standarder understøttes såvel det tværfaglige digitale samarbejde som deling af viden i byggebranchen.
Styrket til en digital fremtid
Åbne standarder i byggeriet er nemlig fremtiden. Det mener førende BIM-eksperter, og åbne standarder bliver ligeledes fremhævet som en afgørende faktor – blandt andet i regeringens digitaliseringsstrategi samt i EU-kommissionen EUBIMs håndbog i indførelse af BIM i den europæiske offentlige sektor i forhold til byggerier og anlæg.
buildingSMART Danmarks rolle er at klargøre dansk byggeri til en digital fremtid og styrke både samarbejde og konkurrenceevnen for branchen, men openBIM er imidlertid ikke kun interessant i forbindelse med nybyggeri. Teknologien er bestemt også relevant i forhold til digitalisering af den eksisterende bygningsmasse.
Satser på digitale tvillinger
Det har man erkendt i Københavns Ejendomme og Indkøb, hvor digitaliseringschef Michael Friis Ørsted fortæller, at man som medlem af en buildingSMART arbejdsgruppe, der har fokus på Digital Twins, er i gang med at undersøge, hvad der findes af standardløsninger med henblik på at opbygge digitale tvillinger af kommunens bygninger.
”Vi arbejder blandt andet med standardisering samt regler for flow af åbne data, men der er næppe nogen tvivl om, at vi kan understøtte vores bygningsportefølje bedre gennem arbejdet med digitale tvillinger. Blandt andet med henblik på at optimere energiforbrug og anvendelse af vores bygninger”, siger Michael Friis Ørsted.
Skal blive bedre til at dele
Peter Bo Olsen, der er selvstændig konsulent og tidligere teknisk direktør i MT Højgaard, er helt enig i, at BIM-platformen med stor fordel kan inddrages i hele et byggeris levetid. Han deltager i arbejdet i buildingSMART Danmark som faglig ekspert, og selv om han grundlæggende mener, vi er nået langt i Danmark, kan vi blive bedre.
Det er især i forhold til fælles vidensdeling på tværs af byggebranchen, vi kan blive bedre. Det vil være rigtig godt, hvis det kan blive mere rodfæstet.
Peter Bo Olsen, selvstændig konsulent og tidligere teknisk direktør i MT Højgaard
Erfaringsudveksling og vidensdeling er nemlig en del af teknologien. Grundlæggende er tanken bag openBIM et digitalt samarbejde, der ikke er betinget af én softwareleverandør, og tillader at projektinformation deles frit mellem virksomheder uafhængigt af softwareprogrammer i design, udførelsen på byggepladsen og i den digitale tvilling.
Håndtering af arkivering
Bygherrerådgiver Sara Asmussen fra Leif Hansen Bygherrerådgivning følger også med interesse arbejdet i building-SMART Danmark. Hun siger, at der er et stort behov for at forenkle dokumentationen og informationsflowet mellem de forskellige applikationer hos byggebranchens aktører.
Hun er imidlertid også optaget af såvel problematikken omkring langtidsarkivering af projekter, så der fortsat er tilgang til dem, som hvorledes openBIM kan støtte op omkring dokumentation af kontraktlige ydelser og leverancer. Det vil sige både de ydelser og leverancer, vi kender i dag, og dem der måtte komme til i fremtiden.