Skrappe miljøkrav har gjort nedbrydning til et speciale
Tidligere kunne enhver med en stor hammer og en lastbil påtage sig opgaven. Men som følge af voksende miljøkrav og ønsket om en mere cirkulær økonomi, er nedbrydning blevet en højt specialiseret disciplin. En disciplin, som Hvidberg A/S mestrer til fulde.
Samtlige fag, der indgik i byggeriet, var højt specialiserede discipliner. Så hvorfor skulle nedbrydningsarbejde ikke også være det?
Nogenlunde sådan tænkte Flemming Hvidberg, da han i 1998 blev tilbudt at gå ind i sin fars virksomhed. Med udgangspunkt i Struer beskæftigede virksomheden sig både med vognmandskørsel, entreprenørarbejde og nedbrydning, og med sin handelsbaggrund, kunne Flemming se potentiale i det hele. Så han slog til.
Og med en arbejdsstyrke, der i dag tæller 60 mand og opgaver over hele landet, har han bestemt ikke fortrudt:
-Nej, tværtimod. Det har været utroligt spændende at udvikle virksomheden, og gøre den til en endnu mere moderne og ansvarlig samarbejdspartner, siger han og nævner, at man ud over nedbrydning også knuser beton og tilbyder almindelig vognmandskørsel.
Dertil kommer, at Hvidberg A/S har etableret en 40.000 m2 stor genbrugsplads for erhvervskunder, og senest har indgået et partnerskab om onlinebutikken Bærebyg, der handler med genbrugsmaterialer.
Vi skulle have hele setuppet
Spørger man Flemming Hvidberg om opskriften på den hurtige vækst, peger han ikke mindst på professionalisering, og de markant stigende miljøkrav som væsentlige faktorer:
-Jeg ville gerne kunne levere hele setuppet med både transport og nedknusningsanlæg til beton og tegl. Det er der ikke ret mange, der kan – heller ikke selvom det giver nogle oplagte fordele som pålidelighed og muligheden for specialuddannede chauffører, siger han.
Dertil kommer både miljø- og arbejdsmiljøkrav, som er vokset konstant, siden Flemming Hvidberg gik ind i branchen. Og godt det samme, siger han:
-Det er jo en revolution, der er sket, og som jeg i øvrigt hilser velkommen. I dag starter vi jo med at screene en bygning, der skal rives ned, så vi har et overblik over de forskellige materialer, der er anvendt, og ikke mindst hvilke forholdsregler, medarbejderne skal tage.
Den grundige screenings-rapport er også anledningen til, at omkring 90 procent af de nedbrudte byggematerialer kan genbruges, og at kun en forsvindende lille del køres til deponi.
Cirkulær økonomi er målet
Omfanget af genbrug er noget, Flemming Hvidberg er særdeles glad for – og også lidt stolt over:
– Jeg synes, vi har et stort ansvar i forhold til kliamet. Derfor er det også en stor glæde, når vi sammen med Bærebyg tømmer en nedrivnings-ejendom for brugbare materialer, og efterfølgende er i stand til at sælge dem. Det er jo en meget direkte form for cirkulær økonomi, som i sidste ende kommer os alle til gavn, siger han og peger på at træmaterialer, der ikke direkte kan genbruges, laves til træpiller eller spånplader.
Dertil kommer genbrug af beton og tegl, som der mange steder forskes intensivt i:
-Vi nedknuser i øjeblikket beton og tegl, så det kan anvendes som fyld – og på sigt er det planen, at det skal indgå direkte i produktionen af ny beton. Det sidste kræver et helt andet niveau af sporbarhed og dokumentation, og det er vi forberedt på, siger Flemming Hvidberg.
Frivillig kontrolordning
Med de mange miljø- og arbejdsmiljøkrav, der er kommet, er enhver nedbrydningsopgave faktisk også en miljøopgave, siger Flemming Hvidberg og nævner, at Hvidberg A/S af samme grund er medlem af brancheorganisationen Dansk Byggeri. Her har man bl.a. etableret sin egen kontrolordning, der udføres af COWI.
-Vi har gjort det fordi, den lovpligtige kontrol ved nedbrydningsopgaver udføres lidt forskelligt fra kommune til kommune. Ved at indgå i en standardiseret ordning med uanmeldte kontrolbesøg, stræber vi efter at gøre branchen endnu mere professionel til gavn for både os selv, vores kunder, og vores medarbejdere.
Et helt nyt fag
Og ikke mindst det sidste ligger Flemming Hvidberg meget på sinde:
-Der er jo gennem tiden anvendt en del sundhedsfarlige stoffer i byggeriet – heriblandt asbest. Mine medarbejdere står jo med det her hver dag, og jeg vil være rigtig ked af det, hvis nogle af dem blev syge på den konto. Derfor går vi rigtig meget op i at udføre procedurerne korrekt og at have de rette værnemidler og maskiner som f.eks. nedbrydningsrobotter, siger han og fortsætter:
-Forholdsregler og miljøkrav er en væsentlig grund til, at jeg faktisk ser nedbrydning som et helt nyt fag. Det er ikke længere noget, man bare kan udføre som venstrehåndsarbejde. Det er noget, der skal læres og trænes, og i årene der kommer, vil kravene kun blive større og større. Det tør jeg godt at garantere, lyder det.