Certificeringer skubber på en grøn udvikling i byggebranchen
Flere og flere parter i byggebranchen benytter sig af certificeringer. Det gavner nemlig både miljøet og forretningen, da det sikrer, at man er på forkant med udviklingen – og det er med til at skubbe branchen i en mere bæredygtig retning. Sådan lød nogle af pointerne fra årets Building Green-debat om, hvordan certificeringer kan bidrage til en mere bæredygtig byggebranche.
På Building Greens online-messe satte Miljømærkning Danmark fokus på styrkerne og udbyttet ved certificeringsordninger – og på hvordan certificeringsordninger ruster byggeriet til fremtidens krav. I debatten deltog både Svanemærket og DGNB – og en række repræsentanter fra byggeriet, som har erfaringer med certificeret byggeri.
En af repræsentanterne var Scandi Byg, som allerede i 2010 begyndte at arbejde sig frem mod en certificering. Og da kunderne i 2017 begyndte at efterspørge certificeret byggeri, tog udviklingen for alvor fat. I dag opfører Scandi Byg svanemærkede boliger som standard:
”Ser man på de krav, som certificeringsordningen stiller, så medfører det lavere klimabelastning, fremmer vedvarende energi, sikrer at der er styr på affaldshåndteringen samt lavere drifts- og vedligeholdelsesudgifter. Vi har fået al skadelig kemi, udfaset, hvilket er godt for indeklimaet i bygningerne. Og vi bruger kun certificeret træ. Derfor har vi de sidste 10 år måttet tage en tæt dialog med leverandørerne for at kunne opfylde de kriterier der skal opfyldes”, fortalte Jesper F. Hoffmann, salgsdirektør, Scandi Byg.
Ser man på de krav, som certificeringsordningen stiller, så medfører det lavere klimabelastning, fremmer vedvarende energi, sikrer at der er styr på affaldshåndteringen samt lavere drifts- og vedligeholdelsesudgifter,
Jesper F. Hoffmann, salgsdirektør, Scandi Byg
Læs også: Interview med beboer fra Gaardhaverne, som Scandi Byg var entreprenør på
Også i AP Ejendomme oplever man, at man er med til at skubbe branchen i en mere bæredygtig retning gennem skærpede krav til samarbejdspartnere:
”Uanset om vi ønsker at få certificeret et byggeri med Svanemærket eller DGNB, er der krav, vi skal leve op til. Vi skubber på udviklingen ved at sige til vores leverandører, at de må leve op til de krav, der stilles i certificeringsordningerne. Jeg har ikke mødt modstand. Leverandørerne ser det som deres chance til at blive de dygtigste. De kan godt se, at alle kommer til at bygge certificeret fremover. Det er deres overlevelse, der står på spil. Det her er fremtidens måde at bygge på, og når de lige har slugt vores krav, så vil de gerne være med”, lød det fra Peter Olsson, adm. direktør, AP Ejendomme.
Certificeret byggeri er en god investering
I Hune&Elkjær, som er rådgiver og arkitekt, oplever man, at det kan være svært at skubbe lige så meget på udviklingen, som man ønsker:
”Vi prøver at få certificeringer tænkt ind tidligt i faserne, men det er ikke alle bygherrer der er åbne over for idéen. De forstår ikke, hvorfor de skulle certificere en bygning, og spørger måske til, hvad det koster. Her er nogle bygherrer mere robuste, fordi de ser ud i horisonten – og dermed kan se, at investeringen vil tjene sig ind,” fortalte Niels Christian Nielsen, kreativ direktør og partner i Arkitektfirma Hune & Elkjær.
Læs også: 3 hurtige om Svanemærket til Arkitektfirma A/S Hune og Elkjær
Her kunne Mette Qvist fra DGNB med henvisning til en ny analyse fra Buus Consult oplyse, at det faktisk er undersøgt, at bæredygtigt byggeri ikke nødvendigvis er dyrere end traditionelt byggeri.
I AP Ejendomme mener man ligefrem, at det ville være en dårlig forretning ikke at få certificeret et byggeri. Her har man besluttet kun at opføre bæredygtige bygninger. Dels fordi man opfatter det som en forpligtelse at bidrage til bæredygtighed og grøn omstilling – og her er en certificering en kæmpe hjælp til at dokumentere indsatsen. Dels fordi lejerne kræver certificeret byggeri, og fordi det dermed også er det, der giver den bedste investering.
Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg skulle bygge noget kontor, der ikke var certificeret. Det ville være dumt ud fra økonomiske årsager. Jeg tager gerne en lille ekstra investering. For det er det, der fremtidssikrer bygningen. Det er en ekstra her-og-nu investering, men den bliver også så meget bedre, Peter Olsson fra AP Ejendomme.
Også Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark, kunne fortælle om fordelen ved at se på økonomien i et bredere perspektiv:
”I Gladsaxe Kommune har man besluttet, at alle nye institutioner være svanemærkede. Her kan de nu aflæse, at personalets sygefravær er mindre end i traditionelle bygninger. Og på den måde har man opdaget, at der er potentiale for flere fordele, end man måske først regnede med.”
Læs også: Case om børnehuset Elverdammen i Gladsaxe Kommune
En del af branchen venter på pres oppefra
Selv om debatten slog fast, at certificeringer er med til at skubbe branchen i en mere bæredygtig retning, udtrykte flere parter også ønske om skrappere lovgivning og mere ambitiøse mål for branchen.
”Efterspørgslen er der; hos slutbrugere, bygherrer og rådgivere. Det handler om lovgivningen, som i mine øjne ikke er ambitiøs nok. Derfor venter en del af byggebranchen nok på pres oppe fra”, lød det fx fra Jesper F. Hoffmann, salgsdirektør, Scandi Byg.
Tilsvarende opfordrede Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark, staten til at gå i front:
”Vi har mange gode certificerede byggerier allerede, og pensionskasserne er godt med. Nu mangler vi bare, at den offentlige sektor også kommer med i front og stiller krav. Politikerne skal holde ambitionerne højt på vegne af miljøet og klimaet. De har netop præsenteret en strategi, som gør det obligatorisk for statens indkøbere at vælge miljømærkede produkter. Tilsvarende kunne man forestille sig inden for byggeri.”
Læs også: Hvad kendetegner et svanemærket byggeri?