Foto: InnoBYG.

Byggebranchen vigtig i klimakampen

Med stigende klimafokus, bæredygtighed øverst på ­samfundsdagsorden og ambitiøse klimamål fra ­Regeringen, skal der sættes ind fra flere sider, for at vinde klimakampen. Bygge- og anlægsbranchens rolle må ikke undervurderes, for her er meget at hente.

Megatrends som klimaforandringer, ressourceknaphed, globalisering, digital og teknologisk udvikling samt ændringer i demografi og samfund påvirker Danmark. Byggebranchen alene tegner sig for 40 % af Danmarks samlede energiforbrug, 40 % af samfundets ressourceforbrug og 35 % af affaldsproduktionen og derfor spiller branchen en væsentlig rolle i løsningen af samfundsudfordringerne.

Marianne Meyer Jakobsen, netværksleder i InnoBYG har grøn omstilling og bæredygtighed øverst på dagsorden, når hun dagligt arbejder for en mere innovativ og bæredygtig bygge- og anlægsbranche. Hun er ikke i tvivl om, at byggebranchen er en del af løsningen på de mange klimamæssige samfundsudfordringer.

”Med 5.000 milliarder kr. bundet i bygninger i Danmark og med næsten 80 % af den danske nationalformue sat i bygninger og infrastruktur, er den danske bygge- og anlægsbranche en kerneaktør i den bæredygtige udvikling. Både når det gælder klimatilpasning, cirkulær økonomi, energioptimering, materialeudvikling, affaldshåndtering, ressourceeffektivitet og digitalisering, spiller byggeriets aktører en væsentlig rolle, hvis Danmark skal både fastholde en bæredygtig førerposition samt udvikle nye løsninger til gavn for både miljø og samfund,” siger Marianne Meyer Jakobsen.

En daglig indsats for grøn omstilling

Som netværksleder for et innovationsnetværk med fokus på bæredygtigt byggeri, står hun dagligt på mål for, at InnoBYG tager disse samfundsrelevante problemstillinger op til gavn for byggebranchens virksomheder og samfundet generelt. Når man ser på bygge- og anlægsbranche med ”klimabriller”, er der ifølge Marianne Meyer Jakobsen, nok at tage fat på.

”Som branche skal vi adressere de samfundsudfordringer vi står overfor. Ressourceknapheden skal adresseres ud fra et cirkulært perspektiv, hvor både design, produktion og bortskaffelse, genanvendelse og genbrug af de materialer vi udvikler og bruger, er væsentlige aspekter i fremtidens byggeri. Samtidig skal vi gentænke vores bebyggede miljøer både i forhold til vind og vejr og i forhold til de demografiske ændringer,” siger Marianne Meyer Jakobsen.

Foto: InnoBYG.

Der er flere konkrete områder, hvor der kan sættes ind i bygge- og anlægsbranche. Blandt andet i forhold til udvikling af grønnere materialer med mindre CO2-aftryk, cirkulær økonomi og håndtering af byggeaffald, indeklima og sundhed, Build 4.0 og teknologiernes samspil med bæredygtigheden, energirenovering af den eksisterende bygningsmasse og ikke mindst hele dokumentations- og certificeringsaspektet. Men Marianne Meyer Jakobsen er også overbevist om, at der er brug for flere incitamenter, hvis den bæredygtige og cirkulære omstilling skal blive en succes.

Som det ser ud nu, kan de frie markedskræfter ikke stå alene. Der er brug for strammere krav til branchen eller et økonomisk incitament. Ellers har de cirkulære virksomheder det svært på det marked vi har i dag,”
Marianne Meyer Jakobsen

”Som det ser ud nu, kan de frie markedskræfter ikke stå alene. Der er brug for strammere krav til branchen eller et økonomisk incitament. Ellers har de cirkulære virksomheder det svært på det marked vi har i dag,” forklarer Marianne Meyer Jakobsen.

Marianne Meyer Jakobsen er ikke i tvivl om, at branchen er klar til at levere.

”Med lanceringen af Den Frivillige Bæredygtighedsklasse i 2018, hvor en række aktører på tværs af byggebranchen sammen udarbejdede forslag til en frivillig bæredygtighedsklasse, har branchen selv bedt om, at der stilles større krav til bæredygtigheden – og det støtter vi 100 % op om i InnoBYG,” siger Marianne Meyer ­Jakobsen.

Tags: ,
Fakta

Siden 2010 har InnoBYG gennemført mere end 44 samarbejds­projekter på tværs af videninstitutioner og virksomheder. Over 230 virksomheder har deltaget og en væsentlig del af dem er SMV’er. I foråret 2019 startede InnoBYG en række nye samarbejdsprojekter op, som emnemæssigt lægger sig op ad FORSK2025 emnerne om indeklima, Build 4.0, cirkulær økonomi, klimatilpasning, energi­effektivitet samt materialer og konstruktioner med forbedret holdbarhed. Forventningen er, at de nye projekter vil bidrage med en masse nye input til branchen i løbet af 2019 og 2020.