Foto: Christina Haupt Toft, Netværkschef i ConTech Lab

Det danske ConTech økosystem – fire ConTech virksomheder du skal holde øje med

Det danske ConTech-økosystem blomstrer med en stadig voksende række af startups, især inden for bæredygtighed. Disse spændende tech-virksomheder udgør en vigtig grundpille i den bæredygtige omstilling og det cirkulære byggeri.

Med digitale markedspladser, øget brug af data og med teknologi, der kan skalere branchens bæredygtighedsfremmende indsatser, kan ConTech virksomhederne bidrage til at reducere omkostningerne i byggebranchen og ikke mindst sænke branchens klimaaftryk.

Økosystemet findes i en interaktiv version på contechlab.dk, hvor du kan tilføje din virksomhed, hvis du arbejder med ConTech.

For at opnå en bæredygtig udvikling og ægte cirkulær økonomi i byggeriet er ambitiøs regulering og klare økonomiske incitamenter afgørende, og ConTech er en værdifuld partner i denne proces. ConTech kan bl.a. give næring til en fuldgyldig cirkularitet i sektoren, ligesom teknologien kan hjælpe os med at gøre dokumentationen lettere, mere delbar og ensrettet på tværs. Og så bør ESG-data og økonomisk rapportering ses samlet, da økonomisk præstation i stigende grad afhænger af vores evne til at levere på bæredygtighedsdagsordenen, og solid ESG-rapportering og gennemsigtighed er allerede ved at blive ”license to operate” i byggeri og drift.

Det danske ConTech økosystem findes i en interaktiv version på contechlab.dk, hvor du kan tilføje din virksomhed, hvis du arbejder med ConTech.

Her zoomer jeg ind på fire virksomheder, som hver især er pionerer for en acceleration af den bæredygtige omstilling i byggeriet: Legacy, Circle Bank, Maturix og a:gain.

Fire ConTech virksomheder du skal holde øje med:

Maturix

Maturix er en dansk teknologivirksomhed, der har udviklet en unik og innovativ løsning til at forbedre brugen af beton. Virksomheden har base i Odense og blev lanceret for to år siden af Sensohive. Deres løsning involverer en lille sensor, der kan placeres i betonen og overvåge dens styrke og modenhed under hærdningen. Dette gør det muligt for entreprenører og elementfabrikker at få præcis information om, hvornår betonen er klar til brug, så de kan undgå unødig ventetid og reducere spild. Maturix har allerede gjort et stort indtryk og har tiltrukket opmærksomhed fra nogle af de største aktører i branchen. Deres innovative teknologi har vist sig at være en stor fordel for entreprenører, der arbejder med store betonprojekter. Ved at få adgang til præcis information om betonens modenhed og styrke, kan de planlægge deres arbejde mere effektivt og undgå forsinkelser samt fejl.

Circle Bank

Circle Bank er en dansk platform, der har til formål at accelerere cirkulært byggeri og konkurrere med lineært byggeri på markedsvilkår. Projektet er en Grand Solution med et samlet budget på 20 mio. kr., hvor Innovationsfonden og Realdania har investeret 12,6 mio. kroner. Circle Bank vil udvikle en digital platform, der bliver en samarbejdshub for den cirkulære byggesektor og bidrager med en bygnings- og materialebank, en børs for cirkulære materialer samt cirkulær beslutningsstøtte. Circle Bank adresserer klimaforandringer og ressourceforbrug på samfundsniveau ved at udvikle og skalere den cirkulære byggesektor på markedsvilkår. Projektet samarbejder med alle interessenter i værdikæden for at skabe nemme arbejdsgange for det cirkulære byggeri samt løse eksisterende forsknings- og markedsudfordringer.

Legacy

Legacy er en prisbelønnet CO2-regnskabs- og rapporteringsplatform for ejendomsejere. Deres unikke beregningsmodel hjælper med at automatisere reviderbare CO2-regnskaber, skabe benchmarks og tracke effekten af reduktions initiativer. Deres software er udviklet på baggrund af viden fra verdens førende universiteter og bruges i dag af bl.a. ATP Ejendomme, Ramboll, DEAS og Nykredit. Legacy blev grundlagt i 2019 og modtog i 2022 investering for et to cifret milionbeløb. Deres mål er at hjælpe alle europæiske ejendomsejere, investorer og udviklere med at reducere deres CO2-udledning ved at give dem nøjagtige og pålidelige data til at træffe klimavenlige beslutninger.

a:gain

a:gain er eksperter i at designe, udvikle, producere og sælge skalerbare byggematerialer og interiørløsninger udelukkende baseret på affald, afskær og frasorteret produktion – altså ikke-virgine råvarer. Produkterne udvikles primært til den professionelle bygge- og ejendomsbranche, hvilket betyder, at a:gain har et stort fokus på opbygning af al nødvendig dokumentation, test, garanti og leverancesikkerhed – men samtidig også med fokus på produktdesign og funktionalitet. Virksomheden har skabt en hel portefølje af upcyclede produkter, der alle kan substituere eksisterende ikke-genbrugsbaserede produkter i markedet. Løsninger, der er en vigtig del af puslespillet, hvis vi skal nå i mål med klimamålene. I 2021 rejste a:gain kapital for at spinne en lang række innovationer ud af arkitekthuset Lendager Group, som i mange år har været frontløbere med upcyclede byggeløsninger. a:gain er i dag uafhængig af Lendager Group.