Økosystemet rummer et enormt potentiale for både etablerede spillere og fintechs. Udnyt det!
Der er meget at hente, hvis finanssektorens etablerede spillere og nyere fintech- virksomheder formår at få det fulde udbytte af hinanden gennem økosystemet i den finansielle sektor. Men det kræver, at virksomhederne positionerer sig rigtigt og at der dannes partnerskaber på et stærkt fundament, vurderer eksperter fra innovation- og tranformationshuset PA Consulting.
Teknologien, markedet og kundernes behov udvikler sig stadig hurtigere. Derfor er det vigtigt, at virksomheder reagerer mindst lige så hurtigt, når der opstår en ny udvikling – det gælder både store banker, pensionsselskaber og forsikringsselskaber samt fintech-virksomheder.
Evnen til at indgå i partnerskaber og udnytte økosystemet er én måde at følge med i udviklingen på, vurderer Stefan Knapp, ekspert i Financial Services hos konsulentvirksomheden PA Consulting.
“De etablerede spillere og fintech-virksomhederne er gensidigt afhængige af hinanden, fordi de har forskellige kompetencer, som de med fordel kan udnytte gennem partnerskaber og økosystemet som helhed,” siger Stefan Knapp. Han bliver suppleret af Søren Ameland Bligaard, ekspert i Fintech & Financial Services hos PA Consulting:
“Vi har helt klart rykket os væk fra tanken om ”disrupt or die”. I dag skal virksomheder ikke i lige så høj grad koncentrere sig om at udkonkurrere hinanden. De skal i stedet være noget for hinanden og samarbejde.”
Fordi markedet bevæger sig hurtigere og hurtigere, kommer det i fremtiden til at være en kernekompetence hos virksomhederne, at man hurtigt kan indgå et partnerskab – og at man lige så hurtigt kan træde ud af det igen, fordi partnerskabet ikke længere er aktuelt
Stefan Knapp, ekspert i Financial Services, PA Consulting
Mens de nye fintech-virksomheder typisk er gode til at innovere og gå forrest med ny teknologi, kan de større virksomheder til gengæld oftest bidrage med adgang til data, kundesegmenter, stordriftsfordele og kapital. Med andre ord er der altså fordele at hente for både de ældre spillere og det nye talent på holdet, hvis begge parter formår at samarbejde og udnytte økosystemet.
Find din plads i økosystemet
Før en virksomhed kan indgå succesfuldt i et økosystem og skabe værdi, kræver det, at virksomheden har identificeret sin position i markedet. Det fordrer igen, at der er afklaring omkring, hvordan økosystemet kan udnyttes til at skabe en ny og nødvendig service for kunden.
“Særligt de nye fintechs skal sætte sig ned og finde ud af, hvad de kan og hvem det er interessant for. De skal afdække markedet og derefter positionere sig selv i det,” siger Stefan Knapp, og uddyber, at fintech-virksomhederne derefter skal øve sig på at sælge sig selv til de større virksomheder:
“Fintechs er typisk født ud af en meget specialiseret viden, så næste skridt er at afklare, hvordan de gør det omsætteligt og salgbart. Det korte svar er her, at de skal have nogle møder i bogen, så de kan komme ud og få noget erfaring.”
Partnerskaber som fundament
Partnerskaber udgør en vigtig del af ethvert økosystem, og derfor er det altafgørende, at virksomheder bygger partnerskaberne på det rigtige fundament. Både Stefan Knapp og Søren Ameland Bligaard har oplevet virksomheder, der hastigt er trådt ind i partnerskaber, mest fordi ” partnerskaber med hippe fintechs” var oppe i tiden. Det er dog ikke vejen frem, pointerer de.
Man må ikke indgå et partnerskab bare for at indgå et partnerskab. Der skal være en gensidig interesse og overenstemmelse blandt de to virksomheder om, hvad de hver især vil have ud af partnerskabet. Hvilke kompetencer har virksomhederne hver især og hvordan kan de komplementere hinanden?
Søren Ameland Bligaard, ekspert i Fintech & Financial Services, PA Consulting
Det kræver først og fremmest, at virksomhederne sætter sig i den andens sted og forstår, hvilken kontekst, de hver især spiller ind i. Derefter skal virksomhederne danne sig et overblik over, hvordan de bedst udnytter og supplerer hinandens kompetencer.
De uundgåelige kulturforskelle
Når store virksomheder med en lang historie bag sig skal teame op med ofte små fintech-startups med måske unge stiftere, er der en risiko for, at der kan opstå udfordringer. Derfor råder PA Consulting begge sider til, at de på forhånd tager højde for potentielle kulturforskelle.
“Det er vigtigt at den store, etablerede virksomhed forstår og nurser den kultur, der fra start har været med til at skabe kompetencerne hos fintech-virksomheden,” siger Stefan Knapp. Hans kollega Søren Ameland Bligaard istemmer:
“Man skal ikke undervurdere de kulturforskelle, der kan være til at starte med. Man bør derfor lægge en plan for, hvordan man kommunikerer med hinanden, så man ikke risikerer, at vigtig information eller aftaler går tabt.”
I mindre virksomheder er der typisk mere uformel kommunikation på tværs af virksomheden, og som regel kender alle medarbejderne baggrunden for, hvorfor virksomheden er i gang med at indlede et partnerskab med en større virksomhed. Det er dog ikke nødvendigvis normen i store virksomheder, hvor en enkelt person kan sidde med ansvaret for partnerskabet. Derfor er det afgørende, at partnerskabet forankres i hele virksomheden, så ansvaret for partnerskabet ikke falder mellem to stole eller er følsomt over for udskiftning af medarbejdere.
“Der skal forventningsafstemmes i forhold til, hvilke mål, kortsigtede som langsigtede, der er for partnerskabet. Derefter er det en god idé at planlægge sig helt lavpraktisk ud af eventuelle udfordringer,” siger Søren Ameland Bligaard.
Hurtige partnerskaber
Knapp og Bligaard pointerer, at et økosystem kan se ud på mange måder, og at der også kan opnås interessante synergier mellem to store, etablerede virksomheder eller flere mindre, nyopstartede fintechs.
“I stedet for blot at passe sig selv og sin egen forretning, er der virkelig meget at hente i økosystemet. Men det er noget, der skal ind som en del af virksomhedens rygrad,” siger Søren Ameland Bligaard.
Stefan Knapp spår, at virksomheder i fremtiden kommer til at træde hurtigere ind og ud af partnerskaber, og derfor bliver det samtidig vigtigere, at virksomhederne formår at cementere deres plads i økosystemet.
“Fordi markedet bevæger sig hurtigere og hurtigere, kommer det i fremtiden til at være en kernekompetence hos virksomhederne, at man hurtigt kan indgå et partnerskab – og at man lige så hurtigt kan træde ud af det igen, fordi partnerskabet ikke længere er aktuelt. Udfordringen bliver derfor, hvordan man sikrer sig et godt partnerskab, når man på forhånd ved, at det måske bliver et kort et,” siger Stefan Knapp.
Den gode nyhed er ifølge PA, at der heldigvis sker en rivende udvikling for tiden med flere og flere partnerskaber. Det gør, at mange flere etablerede spillere bliver opmærksom på mulighederne for at blive en frugtbar del af økosystemet omkring dem.