”Virksomhederne vil gerne vil bidrage til den grønne omstilling. Det er det generelle billede. Men særligt de mindre virksomheder famler stadig, når de skal rapportere om resultaterne af deres klimaindsatser". Louise Riisgaard, markedschef, Dansk Erhverv.

Det er alt for besværligt at tænke grønt

En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at danske virksomheder meget gerne både vil tænke grønt og arbejde grønt. Det er bare alt for svært at finde frem til værktøjer, der gør indsatsen sammenlignelig.

Den grønne omstilling er i fuld gang både i den offentlige og private sektor. Det betyder, at der bliver øget efterspørgsel på såvel grønne produkter som grønne serviceydelser. Men der er ikke ens metoder for, hvorledes man måler på og rapporterer om, hvordan og hvornår disse produkter samt ydelser er grønne. Det viser ny undersøgelse fra Dansk Erhverv, som efterlyser en indsats, der sikrer ensartet, grøn rapportering og grønne standarder.

I Dansk Erhvervs undersøgelse om rapportering af klimapåvirkning svarer 24 pct. af virksomhederne, at de arbejder med internationale standarder og certificeringer, som også omfatter fokus på klima. Men samtidig står det klart, at antallet og variationen af værktøjer i markedet er enorm, samt at virksomheder opgør og afrapporterer deres CO2 udledning forskelligt.

Svært at finde rundt

Af undersøgelsen fremgår det endvidere, at virksomhederne frem mod 2025 forventer en markant stigning i efterspørgslen efter grønne løsninger. 71 pct. af virksomhederne med produktsalg forventer således en stigende efterspørgsel på klimavenlige produkter, mens det tilsvarende tal for serviceydelser er 59 pct. Af samme årsag har mange virksomheder allerede i dag fokus på at gøre deres produkter og serviceydelser mere klimavenlige.

I dag har virksomhederne svært ved at finde rundt i de mange grønne opgørelses- og rapporteringsmetoder. Der er således brug for at kortlægge og samstemme eksisterende metoder og værktøjer, så virksomhederne får nemmere ved at navigere, og samtidig får ét fælles sprog samt én fælles målestok at arbejde ud fra,
Louise Riisgaard, markedschef i Dansk Erhverv

Vær på forkant med EU

”Med fælles rapporteringsmetoder vil kunderne få mulighed for at efterspørge og sammenligne dokumenterede grønne løsninger med henblik på at undgå green washing. Det har en stor betydning for den grønne omstilling. Virksomhederne vil meget gerne udvikle grønne løsninger, men de skal være dokumenterede, da det gør konkurrencesituationen bedre og hjælper forbrugerne”, fortæller Louise Riisgaard. Hun siger videre.

”Virksomhederne vil gerne vil bidrage til den grønne omstilling. Det er det generelle billede. Men særligt de mindre virksomheder famler stadig, når de skal rapportere om resultaterne af deres klimaindsatser. Samtidig ved vi, at der er regulering på vej fra EU på det her område. Så det er vigtigt, at regeringen, myndighederne og dansk erhvervsliv arbejder for, at de regler der kommer, også giver mening og kan håndteres i virksomhederne”.

Tags: , ,
Fakta fra rapporten

Dansk Erhvervs medlemmer forventer en stigende efterspørgsel efter grønne løsninger frem mod 2025. Derfor har mere end halvdelen allerede i dag fokus på at gøre deres produkter og serviceydelser mere klimavenlige. Men kun 24 pct. arbejder i dag med standarder og certificeringer for produkter/services, der sætter fokus på klima. 23 pct. arbejder med klimarapportering på virksomhedsniveau.

61 pct. af virksomhederne med produktsalg har i dag fokus på at gøre deres produkter mere klimavenlige. Det tilsvarende tal for serviceydelser er 52 pct. Kun 22 pct. af virksomhederne har i dag ressourcer og viden til at dokumentere og rapportere om deres klimaindsatser, og det er især ide mindre virksomheder, som halter bagud. 

(Kilde: Dansk Erhverv)