Foto: Adobe Stock

Tre afgørende lederkompetencer baner vejen for digital succes

Hvis en virksomheds digitaliseringsindsatser skal give pote, kræver det, at ledelsen ­træder i karakter og sætter ­retningen. Her er tre afgørende kompetencer

I 2020 står emner som digitalisering, digital transformation og digital forretningsudvikling højt på agendaen i danske virksomheder og organisationer. De mange digitaliseringsindsatser har afgørende betydning for virksomhedernes fremtid og medfører også markante forandringer. Digitalisering betyder nye arbejdsgange, nye tilgange til produktudvikling og samarbejde og et opgør med meget af det, ”vi plejer at gøre.”

Det er vigtigt, at man kan fortælle en ­historie om muligheder for ting, vi ikke har set eksempler på før. Digital transformation er at lave noget, som ingen andre måske har lavet
Peter Søndergaard

Ledelsen er altafgørende for succesen, og faktisk har behovet for dygtige og inspirerende ledere måske aldrig været større. Vi befinder os midt i et paradigmeskift, der er drevet af digitalisering, og det stiller krav til lederne. På et overordnet plan kan man fremhæve tre kompetencer og evner, lederen skal besidde:

1. Lederen skal være i stand til at ­af­kode, hvilke muligheder og udfordringer digitaliseringen medfører for den konkrete virksomhed.

2. Lederen skal mestre at formidle en strategi og en retning for resten af organisationen og på den måde være bannerfører for digitaliseringen.

3. Lederen skal evne at skabe en kultur, der hjælper ­digitaliseringen på rette vej frem for det modsatte. Det indebærer, at man sætter det optimale hold og udvikler de rette ­kompetencer på tværs af ­organisationen.

Storytelling og kultur

Selvom man måske kan antage, at punkt et er en smal sag, forholder det sig langt fra altid sådan. Mange ledere er uddannet i en tid, hvor de digitale emner ikke var centrale, og hvor it var noget, it-afdelingen tog sig af. Derfor er det ikke givet, at hverken den administrerende direktør eller lederne ­inden for økonomi, marketing, HR og lignende kan knække koden til på et overordnet plan at forstå og italesætte, hvad digitaliseringen reelt betyder.

Kompetenceudvikling er ikke bare afgørende for medarbejderne. Hvis lederne ikke selv sørger for at få opgraderet kompetencerne, er sandsynligheden for digital succes i virksomheden ganske begrænset. Ledelsen skal kunne sætte gang i de strategier og tiltag, der kan bringe virksomheden sikkert ind i den digitale tidsalder. En afgørende del af arbejdet er evnen til at kunne træde op på ølkassen og levere en troværdig, inspirerende og handlingsanvisende fortælling om den digitale fremtid til resten af huset.

For nylig satte den erfarne digitaliseringsrådgiver Peter Søndergaard, der er tidligere global senior vice president og head of research hos rådgivningsfirmaet Gartner, i Dansk IT’s podcast ord på netop dette:

”Det er storytelling. Det er vigtigt, at man kan fortælle en historie om muligheder for ting, vi ikke har set eksempler på før. Digital transformation er at lave noget, som ingen andre måske har lavet. Derfor skal lederen kunne forklare organisationen, hvad mulighederne er,” udtaler Peter Søndergaard i podcasten.

”Det har alt sammen noget at gøre med den kultur, man opbygger. Det er en kultur omkring innovation af noget, som vi alle ejer. At opbygge kultur er svært.”

Dermed er vi også fremme ved det tredje punkt. Kulturforandringer er nemlig ikke noget, der sker af sig selv. Som Peter Søndergaard forklarer i Dansk IT’s podcast, Tech og strategi i øjenhøjde, så er det ofte her, at de digitale transformationer fejler:

”Man har svært ved at flytte sig fra en projekt-mentalitet over til en egentlig kultur-transformation; det at man arbejder på en anderledes måde, og at man forsøger at strukturere organisationen på en anderledes måde.”

”Kulturen defineres af ledelsen i en virksomhed. Derfor er det vigtigt, at ledelsen har den rigtige viden om, hvordan man skal agere i den verden, vi nu engang er i i dag. De fleste ledere har en baggrund, der typisk ikke har så meget at gøre med teknologi. Man har ikke lært, hvordan det er at lede i en virksomhed eller organisation, der er digital. Der er behov for en række nye ledelsesskills.”