Ny teknologi kræver ny ledelse
Mannaz har gennem interviews med danske topledere undersøgt de trends, der tegner sig indenfor ledelse i nogle af de største danske offentlige og private virksomheder. Digital transformation står frem som en af de vigtigste udfordringer
Udvikling er ikke noget nyt, men tempoet for udviklingen har ikke noget historisk sidestykke. Der er risiko for at miste forretningsmæssigt momentum og blive overhalet af virksomheder, som formår at udnytte de nye teknologier bedre og hurtigere. De konstante forandringer rammer ledere hårdt. Den viden, vi forankrer vores lederskab i, bliver forældet.
Nysgerrighed fremfor kontrol
Ny teknologi er en udfordring for mange ledere. Når vi tror, at vi skal kende teknologierne selv og have kontrol, risikerer vi at blive stopklodser for udviklingen. Sandheden er, at vi ikke har alle svarene. Det må vi indse og være ydmyge over for.
Der er opstået et paradoks. Teknologi fylder mere end nogensinde før, samtidig med at de dygtigste ledere er dem, som formår at være menneskelige
Line Thatt Jensen, Mannaz
Lederen skal ikke være specialist, men i stedet være god til at bringe nye årgange og kompetencer i spil. Vi skal omfavne udviklingen og være nysgerrige. Lederen har brug for overordnet teknologiforståelse for at kunne stille de rette spørgsmål og hyre de rette specialister.
“Måske handler fremtidens succes om, hvordan vi som mennesker og ledere kan sætte nye teknologier i spil, frem for hvordan mennesket sættes i spil?”
Tør vi tvinge forandring igennem?
”Tvang” klinger dårligt for de fleste ledere, men forandring kræver benhård prioritering og gør ondt på en organisation. Vi må som ledere kræve åbenhed i vores organisationer på alle niveauer – ikke mindst hos os selv – og med et åbent sind se på teknologier som fx IoT, AI, block chains og robotter. Måske skal nogle af disse teknologier i spil for at sikre, at virksomheden ikke falder bagud?
Vi har brug for samskabelse, indsigt og viden på tværs af fagområder og hierarkier, for at søsætte nye tiltag. Og det er her, at ledelse bliver helt afgørende – men på en ny måde.
“Det kræver god ledelse at skabe en ramme, der muliggør samspil og gode processer i forhold til ny teknologi.”
Kunstig intelligens kræver ægte ledelse
Teknologien sætter rammen, men samspillet mellem mennesker og teknologi danner mulighederne. På et hospital kan en robot fx udføre en rutineoperation. Men det er stadig mennesket, der har specificeret operationen og sørger for den trygge ramme rundt om operationen.
Det er teknologien, der skaber de nye muligheder, ikke menneskerne. Men omvendt kan ingen organisationer ændre sig uden at få menneskene med. Mennesker og særligt måden, vi arbejder sammen på, vil være afgørende for vores succes. Men teknologien kommer til at sætte rammen og tempoet for udviklingen.
“Der er i vores tid opstået et paradoks, som består i, at teknologi fylder mere end nogensinde før, samtidig med at nogen af de dygtigste ledere er dem, som formår at være menneskelige.”
Sådan påvirker ny teknologi ledelse
- Lederen skal have teknologiforståelse, men ikke være specialist. Vi skal i stedet være gode til at bringe nye årgange og kompetencer i spil.
- Insistér på nysgerrighed. Berøringsangst over for nye teknologier kan betyde, at I taber momentum. Lederen skal omfavne udviklingen og være nysgerrig.
- Teknologi skaber succesen. Måske handler fremtidens succes om, hvordan vi sætter ny teknologi i spil, frem for hvordan mennesket sættes i spil? Digitale muligheder vil mange steder sætte rammen for udviklingen.
- Samspil mellem mennesker og teknologi. God ledelse skaber samspil og effektive processer i forhold til ny teknologi. Det kræver noget nyt af os ledere.
- Ledere får mindre kontrol. Men vi er til gengæld afgørende for at omstille medarbejderne og organisationen.
- Menneskelig ledelse. De dygtigste ledere er dem, som formår at være menneskelige. At kunne skabe resultater gennem og sammen med andre er vigtigt, uanset hvilken teknologi, vi taler om.