Cloud er ikke det samme som digitalisering
Selvom ambitionen er en digital virksomhed, bør det ikke være en strategi i sig selv at satse på ’cloud’, mener Mikkel Næsager. Det er meget mere nuanceret end som så, for i værste fald får man låst virksomheden til en forkert strategi.
Fra nu af er virksomhedens omdrejningspunkt clouden. Sådan kan en digital strategi I meget forsimplet form lyde fra topchefer rundt omkring i landet. Men ifølge ekspert er den strategi forfejlet.
”Der er fantastiske eksempler, hvor cloud har skabt en enorm markedsmæssig værdi. Men der er også eksempler på, at cloud-løsninger købes til fem gange prisen for de løsninger, virksomheden har i forvejen, uden at det skaber forretningsmæssig værdi, der modsvarer investeringen,” siger Mikkel Næsager, som er medstifter og CEO i Kostner Group, der bruger AI og Big Data til at til at simulere omkostningerne ved at drive virksomheders it-infrastruktur i millioner af forskellige scenarier hos virksomheden selv eller i skyen.
Han mener, at fortællingen om cloudens lyksaligheder er skabt af store udbydere gennem markedsføring. Men virkeligheden er mere nuanceret end den fortælling.
”Der bliver malet et rosenrødt billede af, at clouden kan det hele til den halve pris, men de forudsætninger, der skal til for at det lykkes, snakker vi ikke så meget om,” siger Mikkel Næsager.
Han mener, at næsten alle virksomheder kan have glæde af cloud, men samtidig at næsten ingen større virksomheder bør basere sig på cloud alene. Virksomheder skal analysere deres behov ud fra det enkelte brugsscenarie og ikke satse blindt på cloud.
En-til-en flytning er ikke nok
Dropbox er et af de prominente eksempler på en cloud-virksomhed, der valgte at flytte sin løsning fra en public cloud til sin egen it-infrastruktur, fordi de slet og ret kunne udbyde samme løsning til en billigere pris på den måde.
Nogle er bedre til at ekspandere og leverer hurtigere til kunderne på cloud, mens andre kører det samme IT – men bare dyrere
Mikkel Næsager
”Der kan hurtigt blive sat et lighedstegn mellem cloud og digital transformation. Men cloud-tjenester frem for egen IT gør ikke virksomheden mere digital. Nogle er bedre til at ekspandere og leverer hurtigere til kunderne på cloud, mens andre kører det samme IT – men bare dyrere,” siger Mikkel Næsager.
Derfor giver det sjældent mening at flytte den eksisterende infrastruktur fra de servere, som allerede står og snurrer i virksomheden, op i skyen. Strukturen skal gentænkes og agiliteten ved cloud skal ofte arbejdes ind i virksomhedens øvrige processer.
”Virkeligheden er nuanceret. Det, som folk får i clouden, er ikke altid det, de havde forventet. Det handler om, at der er nogle ting, man troede clouden gjorde selv, som den ikke gør – der er et mismatch mellem forventninger og virkelighed,” siger han.
Derfor kræver det typisk dybere analyser af virksomheden at sætte sig ind i, hvad det faktisk kræver at komme dertil, hvor man kan få opfyldt de løfter, som cloud-udbyderne lover.
‘Big cloud’ skaber kompleksitet
Den nye IT-infrastruktur kræver mange ressourcer for udbyderne at løfte. Derfor er der sket en centralisering af infrastrukturen hos nogle få IT-giganter.
En rapport fra analysebureauet Gartner viser at næsten 80 procent af den offentlige cloud-infrastruktur i 2018 samles hos fem virksomheder: Amazon, Microsoft, Alibaba, Google og IBM.
Om det er godt eller skidt for industrien er umuligt at sige, men det er i hvert fald noget, man bør være opmærksomhed på.
”Det kan påvirke priskonkurrencen, så den ikke virker så optimalt, som man kunne håbe. Det er et frit marked, men der er tæt sammenhæng mellem priserne på de største leverandører. Det er meget sværere at sammenligne performance i Amazon mod tilsvarende service fra Microsoft – og jo mere du bygger med specielle komponenter, jo sværere er det at blive leverandøruafhængig. Det kan skabe en sårbarhed for kunder på sigt,” siger Mikkel Næsager.
Trods de få leverandører sælges infrastrukturen samtidig gennem en meget avanceret prisstruktur, som kun bidrager til kompleksiteten, når beslutningen om cloud eller ikke-cloud skal tages.
”Der er mange valg hos hver udbyder og der er så stor kompleksitet i det, at det er svært som enkeltperson at skabe overblik. Og når en cloud-leverandør vælger at opgive priser i obskure mængder, som er svære at gennemskue, så har det også til formål at gøre det svært at gennemskue,” siger Mikkel Næsager.
Lås dig ikke for evigt
Der findes eksempler på virksomheder, der aldrig ville være nået dertil, hvor de er uden cloud – inklusiv Kostner Group selv. Og der findes eksempler på virksomheder, der mest af alt har tabt penge på at satse på skyen.
Det kedelige svar er altså, at man skal tænke sig om og sikre en klar forståelse af økonomien, før man gør cloud til virksomhedens strategi.
”Det er ikke nogen regel eller naturlov, at cloud er uundgåelig eller uomvendeligt. Men det er et fåtal af virksomheder, der har egne dybe kompetencer på området. Derfor beror mange sig på rådgivning – og der skal man være klar på, at leverandører også tjener penge på at sælge clouden,” siger Mikkel Næsager.
Derfor handler det om at være fleksibel og undgå afhængighed af én stor leverandør. For IT-infrastruktur skal ende et sted hvor cloud skal udnyttes, hvor det giver mening, mens IT-services produceres internt andre steder.
”Kompleksitet er ikke et fy-ord. For omfavner vi den, og lærer at styre det, så skal vi nok forvente os et omkostningsniveau, der er anderledes. Vi skal finde ud af, hvilke håndtag, vi har at trække i, når den her transition skal laves. Og man skal undgå at købe elastik i metermål, hvor leverandørerne både holder elastikken i begge ender og målebåndet,” siger Mikkel Næsager.