Bæredygtighed er også kvalitetshåndværk og de levedygtige løsninger, som håndværksmestre har leveret i generationer.

SMV’er skal italesætte de gamle dyder

”Skal det bæredygtige byggeri fremmes, skal hr. og fru Jensen have mindre fokus på pris end på kvalitet,” ­siger direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen, der opfordrer til, at håndværkerne i højere grad italesætter de ­bæredygtige klassiske dyder.

De små og mellemstore byggevirksomheder bidrager i dag med bæredygtige løsninger til både store og små byggerier og har gjort det i generationer, men en udfordring er at få hr. og fru Jensen med på udviklingen.

Det mener Morten Frihagen, der er direktør i Dansk Håndværk, arbejdsgiverforeningen for små og mellemstore virksomheder, SMV’er, inden for håndværk, byggeri, og industri.

”Det bæredygtige byggeri er med rette oppe i tiden. Huse skal være bygget med metoder og materialer med så lille klimabelastning som muligt. De skal være energieffektive, de skal være sunde at opholde sig i, men ikke mindst skal de være langtidsholdbare. De store aktører, som f.eks. pensionskasserne, ønsker certificeret, bæredygtigt byggeri, så det er en dagsorden de små og mellemstore virksomheder i byggeriet allerede forholder sig til og også leverer på. Udfordringen er, at få hr. og fru Jensen med på de bæredygtige valg,” siger Morten Frihagen.

Han konstaterer, at der er en begyndende interesse, men at det fortsat er pris, det først og fremmest handler om, når de private husholdninger ringer til deres lokale håndværksmester.
Men om 10 år vil det være med byggeopgaver som med økologiske fødevarer i dag, hvor der tænkes over de ressourcer, der går til i produktionen, spår han.

”Det er en udvikling, som SMV’erne skal indstille sig på, ikke mindst når det kommer til markedsføring.”

Fortæl om det gode håndværk

Morten Frihagens budskab er, at bæredygtighed i byggeriet ikke behøver at være noget, der for håndværksmesteren er for komplekst at forholde sig til.

”Der er en stor udvikling i materialer, men man kan også begynde der, hvor den gode kvalitetsløsning giver holdbarhed. Mange håndværkere er jo i den forstand allerede bæredygtige i det, de gør – og har været i generationer. Det handler om det gode håndværk og om at vælge rigtige og gode materialer, der holder i mange år,” konstaterer han og peger på, at han selv bor i et hus fra 1920, opmuret med kalkmørtel med de originale vinduer af kernetræ.

 

For at sættes fokus på, hvordan man med godt håndværk kan bygge og renovere bæredygtigt, har Dansk Håndværk købt et hus i Tejn på Bornholm. Over de kommende år istandsættes ’Lærlingenes Hus’ i et tværfagligt samarbejde med studerende fra forskellige uddannelser. Huset vises løbende frem på Folkemødet på Bornholm.

”Det er materialer, der holder, eller som kan genbruges, hvis der skal bygges nyt. De håndværkere, der formår at kommunikere og italesætte det, formår at skabe merværdi for både kunde og virksomhed. De vil helt klart få en konkurrencefordel i de kommende år,” siger han og konstaterer således, at man godt kan gå i gang uden de store tiltag i virksomheden.

Det handler om at give kunderne nogle alternativer at vælge mellem. Det kan f.eks. være at skitsere ­løsningers holdbarhed. Vi skal væk fra kun at snakke pris
Morten Frihagen

”Det handler om at give kunderne nogle alternativer at vælge mellem. Det kan f.eks. være at skitsere løsningers holdbarhed. Vi skal væk fra kun at snakke pris,” siger han.

SMV’er får hjælp til ny viden

Med udviklingen af nye bæredygtige materialer og løsninger er der dog en udfordring i at følge med. Her hjælper Dansk Håndværk medlemsvirksomhederne med at undersøge de nye muligheder og materialer.

Det sker blandt andet igennem samarbejde med Green Building Council, der certificerer bæredygtige byggerier, og gennem viden- og innovationsnetværket Innobyg. Samtidig er Dansk Håndværk engageret i Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar, der blandt andet arbejder for at gøre bæredygtige løsninger til fundamentet for sund konkurrence i byggebranchen.

Dansk Håndværk arrangerer på baggrund af de forskellige samarbejder netværksmøder for medlemsvirksomhederne, hvor de nye materialer og metoder præsenteres og diskuteres. Ny viden formidles også gennem Dansk Håndværks udgivelser.

”Vi ser det som en vigtig opgave at involvere os i forskellige fora for at diskutere og afprøve nye metoder, nye materialer og ny viden om bæredygtighed i byggeriet. Det gør vi, dels fordi vi dermed kan klæde vores medlemmer bedst muligt på til at drive deres virksomheder, dels fordi vi også tror på, at vi som en så stor og væsentlig branche har et ansvar overfor det danske samfund,” slutter Morten Frihagen.